Letbaner et mirakel for kollektiv trafik
Erfaringer viser, at busser ikke er et alternativ for bilister, det er ikke komfortabelt nok. Alle, der har prøvet at køre i 5A fra Nørreport til Brønshøj, ved, at det ikke er nok. Vi har brug for letbaner i brokvarterene, ad Vesterbrogade, Nørrebrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade.
Letbaner er en transportform, der forbinder borgerne med resten af nettet, fylder den kommende metroring ud og kobler på tværs. Andre byer i Danmark har forstået det, både Odense, Aarhus og Aalborg. Skal vi lade os overhale?
Det kan gøres nemt, diskret og overlegent. Om Nordhavnen og Carlsberg fortjener en letbane kan man diskutere, men presset på resten af byen vil påvirkes af mere end 100.000 nye borgere. Måske vil letbanen endda kunne erstatte betalingsringen, hvis vi giver billisterne et alternativ med park & ride-faciliteter som det er gjort i andre storbyer: Betaling af parkering udløser en letbanebillet.
Erfaringer fra mindre franske byer viser en stigning i den kollektive trafik på op til 80 procent! Vel at mærke bilister, der skifter fra bil til en letbane - der er fleksibel i sine afgange, et diskret transportmiddel trods kapacitet, med et lavt lydniveau. Desuden mindsker en letbane kriminalitet og hærværk, minimerer ghettodannelser, giver nem adgang for dårligt gående, ældre og handikappede. Desuden fører den til renovering af de involverede byrum.
På minussiden er, at en letbane er ufleksibel i sin linjeføring, bekostelig i vedligeholdelse, er en stor investering og kræver yderligere investeringer i renovering og opgradering af de involverede byrum.
Men trods det, findes der allerede mange byer, der har letbaner eller planlagt letbaner, for eksempel: Nantes, Lyon, Paris, Mulhouse, Nice, Marseille, Grenoble, Le Mans, Angers, Montpellier, Bordeaux, Reims, Toulouse, Jerusalem, Tunis, Berlin, Amsterdam, Rotterdam, Dubai, Algier, Abu Dhabi og Riyadh.
Jeg har efterhånden skitseret og besøgt en del letbaner. I Frankrig har de erfaret, at det tager cirka 10 år fra den første beslutning til letbanen er i drift, og så har man travlt!