23948sdkhjf

Det glade vanvid

Licitationen vil ikke tage stilling til, hvem der har ret, og hvem der har uret i spørgsmålet om at lukke det forholdsvis nye Vej- og Bromuseum i Holbæk.

Men det ligner det glade vanvid, at man lukker et museum efter et år og en etableringsudgift på 33 mio. skattekroner. Det er groft udtryk for mangel på respekt for de borgere, der med deres arbejdsindsats holder det danske samfund oppe, når man på den måde sviner med skattekronerne.

Hvem der har ansvaret for tåbelighederne, er svært at afgøre, men transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har helt ret i, at det ikke er en kerneopgave for Transportministeriet at betale for driften af et museum.

Det må høre under enten Kulturministeriet eller de lokale myndigheder.

Det må være muligt et andet sted på statens budget, end i Transportministeriet, at finde 2,6 mio. kroner, så skandalen med lukningen af museet ikke gennemføres. Så må regeringen og de partier, der etablerede museet, slås om hvem der skal finansiere regningen.

Ideen om en vej- og bromuseum er grundlæggende rigtig i et land, der dels er kendt for en effektiv infrastruktur og ikke mindst for de mange smukke broer, der forbinder landets mange øer og landsdele.

Et andet spørgsmål, der med rimelighed kan rejses, er, hvorfor i alverden det ikke kan lade sig gøre i fonde eller ved private bidrag at finde 2,6 mio. kroner til driften af det nævnte museum, når man tænker på, hvor mange milliarder kroner der årligt anlægges veje og broer for i Danmark.

Der må findes nogle store virksomheder og organisationer i bygge- og anlægsbranchen, der kan stikke hovederne sammen og finde de nødvendige økonomiske midler til en videreførelse af vej- og bromuseet, og mon ikke man, hvis der mangler et mindre beløb, kan få Holbæk Kommune til at bidrage med en smule.

Det er i sidste ende et spørgsmål om vilje. Det eneste, der er fuldstændig uacceptabelt set fra et skatteydersynspunkt, er, at politikerne af den ene eller anden årsag smider 33 mio. kroner ud af vinduet til ingen verdens nytte.

Museet skulle måske have været et monument over folketingspolitikere valgt i Vestsjælland. Nu risikerer monumentet at ende som en skamstøtte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11