Scantruck får import af østrigske super-knusere
Rubble Master rykker ind i Skive og kompletterer knuserprogrammet sammen med McCloskey
- Rubble Master bliver et spændende nyt produkt, som passer helt perfekt sammen med McCloskey. Der hvor Rubble Masters program slutter i størrelse, tager McCloskey over. Derfor opnår vi helt sikkert en fin synergi, som vil gøre begge mærker stærkere, vurderer Scantrucks salgschef, Henrik Kirketerp-Møller.
Den nye importør vil være absolut gearet til opgaven helt fra første færd. Med i pakken er nemlig også manden, der nærmest har status af den danske Mr. Rubble Master, Uwe Voigt. Hos Scantruck bliver Morten Gren Pedersen firmaets produktchef på både McCloskey og Rubble Master. Og han er sikret særdeles kapabel sparring med aftalen med Uwe Voigt, der vil virke som salgskonsulent på Rubble Master.
Morten Gren Pedersen har selv allerede masser erfaring med de store knusere på servicefronten. Nu rykker han fra at være montør på maskinerne til at sælge dem.
Kender dem alle
Uwe Voigt har 15 års erfaring specifikt med Rubble Master. Han er tysker, men er dansk gift, har boet i Danmark i en årrække og taler perfekt dansk. Og han startede sit bekendtskab med Rubble Master hos mærkets nordtyske importør i Hamburg, Oppermann & Fuss. Siden har han solgt mange knusere i Danmark og kender i realiteten samtlige Rubble Master-maskiner, der kører her i landet.
- Rubble Masters program passer perfekt til vognmænd, containerfirmaer og entreprenører med mindre knuseopgaver. Maskinerne ligger mellem 12,5 og små 30 tons og er nemme at flytte. Og de kræver ikke kæmpe gummigeder til at føde dem med materialer, selv om knuserne tager godt fra, fortæller Uwe Voigt.
- Jeg ved, at Rubble Master i Østrig virkelig er oppe på dupperne for at få den nye aftale med Scantruck til at fungere optimalt. Vi kan hente direkte support i Østrig, hvis vi løber ind i spørgsmål af den ene eller anden art. Scantruck har allerede skaffet reservedele til danske kunder i en periode, og i Østrig taler man om den fine dialog, der allerede er med den nye danske importør, siger Uwe Voigt.
Hos Scantruk uddannes flere montører nu specielt i Rubble Master-programmet, således at den danske importør også får egne specialister at trække på.
Programmet
Det østrigske knuser-program består udelukkende af slagleknusere. Starten går ved 12,5 tons maskinen RM 60 med kapacitet på op til 80 tons i timen, afhængig af hvilke materialer, der stoppes i indtaget på 64 x 55 centimeter. RM 70 GO er næste knuser i serien. Den vejer 19,5 tons og tygger sig igennem op til 120 tons i timen. 70erens gab er på 76 x 60 centimeter.