23948sdkhjf

Glæd Jer ikke for tidligt

Da Licitationen for nylig spurgte klima- og energiminister Martin Lidegaard, om de boligejere, der i denne tid i tusindvis investerer i solcelleanlæg, kan være sikre på at beholde den meget indbringende "nettomålerordning", hvor elmåleren løber baglæns, når der produceres strøm fra solcellerne, lød svaret:

- Selvfølgelig! Vi lovgiver ikke med tilbagevirkende kraft…

Problemet er, at statskassen går glip af store indtægter fra energiafgifterne, når elmåleren løber baglæns, og ministeren bekræftede da også, at man påtænker at fjerne den attraktive ordning – vel at mærke for fremtidige anlæg.

Licitationen mistænker ikke klimaministeren for at lyve, men desværre skræmmer erfaringerne. Hvis politikerne på et senere tidspunkt fjerner de attraktive vilkår også fra eksisterende anlæg, ville det ikke være første gang, at de løber fra et løfte – heller ikke første gang at man lovgiver med tilbagevirkende kraft. Senest er det sket for de cirka 500.000 bilister og virksomheder, der har et stort kørselsbehov og derfor har investeret i et dieselkøretøj. Der vil regeringen og dens forligspartnere fra De Konservative og Venstre for at finansiere skattelettelser i forbindelse med skattereformen hæve dieselagifterne.

For de tusinder af ganske almindelige lønmodtagere, der har langt til deres arbejdsplads og er afhængige af deres bil, er forhøjelsen af dieselafgiften et slag i hovedet og et initiativ, der fjerner en del af den mobilitet, der er så vigtig for at få det danske arbejdsmarked til at fungere:

- De, der tanker diesel, får over 70 procent mere energi for den energiafgift, de betaler, end de, der tanker benzin. Det er den skævhed, som rettes op med skatteaftalen, oplyser skatteministeren.

Fremover vil de, der har købt solcelleanlæg efter 1. januar 2013, være udsat for "en skævhed", der jo så passende kan rettes op, når skatteministeren på et eller andet tidspunkt står og mangler nogle hundrede millioner kroner. Embedsmændene skal nok, når de kan slippe for i stedet at spare på de offentlige budgetter, huske politikerne på den mulighed. Det var i øvrigt også lovgivning med tilbagevirkende kraft, da den tidligere regering indførte moms på byggegrunde.

Lovgivning med tilbagevirkende kraft er krænkende for både retssikkerheden og retsbevidstheden. Det skaber usikkerhed blandt borgere og virksomheder, en usikkerhed der burde være utænkelig, hvis Danmark vil opfattes som retssamfund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096