23948sdkhjf

Erhvervslivet udvikler fremtidens hospital

Dansk erhvervslivs store navne var samlet til topmøde på Bispebjerg Hospital den 22. august. Der blev udviklet nye løsninger og servicekoncepter, der skal understøtte driften af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg
Bispebjerg Hospital vil lære af de bedste. Derfor havde hospitalet samlet en række erhvervsfolk og udviklingschefer fra dansk erhvervsliv til topmøde på Bispebjerg Hospital den 22. august 2012. Formålet med topmødet var at lære af eksperter med viden på områder, som hospitalet ikke selv har erfaringer med. For eksempel inden for teknologi, logistik, indretning og patientoplevelser.

- Vi vil gerne lære af de bedste, og derfor har vi inviteret en række erhvervsfolk med til at udvikle fremtidens Bispebjerg. I dag kender vi eksempelvis ikke 80 procent af den teknologi, vi skal bruge i sundhedsvæsenet om fem år. Derfor er der brug for mod til nytænkning og fleksibilitet i projektet, siger den projektansvarlige vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.

Stærk sparring

Topmødet har forenet erhvervsfolk fra store danske virksomheder som Toms Chokolade, Det Kongelige Teater, Københavns Lufthavn og ISS med en række ledende medarbejdere på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler samt Region Hovedstadens Psykiatri, der er involveret i at udvikle Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Sammen har de udviklet løsninger til, hvordan hospitalet kan gå fremtiden i møde.

- Hospitaler kan helt sikkert lære en masse ved at kigge på industrien og andre steder i samfundet. Der er mange steder at hente inspiration til at gøre tingene anderledes, og vi kan for eksempel gøre opmærksom på ny teknologi, som er under udvikling, siger Nils Thorup, teknisk chef hos Grundfos, som er en del af topmødets sparringspanel, der har givet konstruktiv kritik til idégrupperne undervejs. Han fortsætter:

- Det er et meget komplekst projekt at bygge fremtidens hospital, og jo mere input hospitalet kan få fra forskellige sider, desto mere nuancerede løsningsmuligheder. Men det er også vigtigt at understrege, at industrien samtidig kan få gode input og idéer med hjem.

Konkrete løsninger

Resultatet af den 12 timers intensive proces er en håndfuld gode løsninger, som hospitalet vil arbejde videre med og implementere i byggeriet af det nye hospital. En af ideerne er udarbejdet indenfor temaet Patientophold og er et servicekoncept, der arbejder ud fra en tanke om hospitalet som gæstgiver.

Et fælles dogme for alle løsninger er, at de skal komme Bispebjerg Hospital og i sidste ende patienterne til gode i form af eksempelvis effektiv logistik, helende hospitalsindretning eller nye samarbejdsformer.

- Jeg er meget imponeret over dagens resultat. Der er blevet arbejdet rigtig hårdt for at komme frem til nogle konkrete løsninger på hospitalets udfordringer. Vi har fået bevis på, at de bedste ideer opstår i et stærkt samspil mellem forskellige fagligheder. Ved at gå sammen har vi kunnet udvikle løsninger på blot 12 timer, som det ellers ville have taget os måneder at komme frem til, siger en tilfreds Claes Brylle Hallqvist.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094