Forhandlinger om Storstrømsbroen er brudt sammen
Oppositionen vil genåbne aftalen om Femern-forbindelsen med Tyskland for at finansiere Storstrømsbroen
Årsagen er ifølge Socialdemokraterne, at de borgerlige partier holder fast i at genåbne aftalen med Tyskland om Femern Bælt-forbindelsen for at finansiere Storstrømsbroen. Men det bliver svært eftersom Storstrømsbroen ikke er en del af aftalen med Tyskland.
I en pressemeddelelse giver Socialdemokraterne Venstre skylden for sammenbruddet.
- Femern Bælt-forbindelsen er alt for vigtig til at sætte over styr på grund af taktik og spin. Venstre risikerer, at hele projektet forsinkes og i værste fald går i vasken. Det er dybt uansvarligt, og jeg håber, at de snart kravler ned fra træet, siger Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn.
Regeringen ønsker i stedet at bruge 3,9 mia. kroner fra Infrastrukturfonden til at finansiere en ny Storstrømsbro.