Dækker hele landet med stort og småt
Danmarks største dækimportør hitter hos entreprenørfolket med genoplivning af brugte dæk og ny import
- Vi har dæk til alt. Bortset fra cykler og motorcykler. Fra dæk til trillebøre, trailer- og ATV-dæk til store landbrugs- og entreprenørdæk. Dæk til entreprenør- og industrimaskiner er som regel dyre sager. Derfor begyndte vi i fjor at importere kinesiske entreprenørdæk af mærket Techking, som er både kendt og anerkendt i adskillige lande, men som hidtil har været ukendt i Danmark, fortæller Ronny Jørgensen.
Han er salgschef for erhverv hos Nordisk Dæk Import og manden med fingeren på entreprenør-pulsen.
På kinesiske dæk
- Danmark er naturligvis et lille marked for entreprenørdæk. Men maskinerne skal jo trods alt have noget at køre med. Vi sælger både de kendte mærker, men altså også vores eget import-mærke, Techking, som er blevet vores hovedmærke til entreprenørbranchen. Michelin, Goodyear og Bridgestone er de største inden for entreprenørdæk. Men vi mener, at Techking udmærket matcher de kendte på kvaliteten. Til gengæld er de billigere, siger Ronny Jørgensen.
- Techking sælges i 55 lande verden, og flere af de store maskinproducenter har valgt Techking til fabriksmontering på maskinerne. Blandt dem Moxy, Bell, Liebherr og Vögele. De kinesiske entreprenørdæk er blandt andet testet på en Volvo L220F gummiged i et stenbrud i Norge. Efter 5000 timers arbejde i stenbruddet, var der stadig over 65 mm dækmønster tilbage på Techking-dækkene. Da dækkene rundede 10.000 timer, var de endnu ikke nedslidte, fortæller salgschef Ronny Jørgensen.
En garage i Holstebro
Det er 44 år siden, grunden blev lagt til Nordisk Dæk Import, som i dag er en international koncern med omsætning omkring to mia. kroner.
- Vi udgør engrosleddet og sælger til alle, der monterer dæk, siger Ronny Jørgensen.
Det var Benny Kristensen, der i 1970 fik ideen til at etablere sig med et dækværksted hjemme i garagen i Holstebro. Efter få år meldte behovet for mere plads sig, og Nordisk Dæk Import rykkede til Brørup sådan cirka midt imellem Kolding og Esbjerg.
Den familieejede virksomhed har omkring 200 medarbejdere i hovedafdelingen i Brørup. NDI består af seks andre afdelinger i Danmark, og koncernen har tillige adresser både i Norge, Sverige, Finland og Kina.
Gamle dæk får nyt liv
De tæt på 80.000 kvm under tag i Brørup rummer naturligvis tusindvis af færdige dæk i alle kategorier, i alle størrelser og med alle mønstre. Men også masser af brugte dæk i en forfatning, som ville få mange til at kassere dem.
- Vores Euroband-afdeling er en fabrik for regummierede dæk. Selv om vi naturligvis gerne vil sælge så mange nye dæk som muligt, vil vi også gerne give ekstra liv til dæk, der allerede har kørt adskillige tusinde kilometer. Vi kan faktisk give rigtig mange dæk et nyt liv, og det er til fordel både for økonomien og for miljøet.
- Hvis man bruger regummierede dæk, opnår man dobbelt så mange kilometer på samme dæk. Vi regummierer over 30.000 dæk om året, forklarer Ronny Jørgensen.
Euroband har tillige en specialafdeling, der tager sig af entreprenørdæk og andre dæk i de store størrelser. Her følger man devisen "Lad os afprøve muligheden for en reparation, før det gamle dæk kasseres". Specialafdelingen har udviklet stor ekspertise i at reparere huller, revner og udbedre andre skavanker, og den forsyner også de store dæk med nye slidbaner.
Røntgen-tjek
Mens dækket altså får dobbelt liv med en regummiering, er prisen for et Euroband regummieret dæk cirka det halve af, hvad et nyt dæk koster.
En forudsætning for, at et dæk kan genbruges er, at karkassen er i fornuftig stand. Skader på slidbanen har ingen betydning den fornyes bare. På Euroband-fabrikken hos Nordisk Dæk Import ryger gamle dæk igennem en maskine, som på det nærmeste røntgenfotograferer karkassen for at tjekke dens stand. Efterfølgende foretages der også et manuelt tjek. Kun hvis maskine og mandskab giver det gamle dæk det blå stempel, venter der en livsforlængelse.
Det er stadig Benny Kristensen, der sammen med sin familie helt og holdent ejer Nordisk Dæk Import-koncernen.
Foruden manden fra garagen i Holstebro selv, er det hans kone Betty og børnene Anja, René og Kenneth Kristensen. Alle er aktivt med i virksomheden. René Kristensen som selskabets adm. direktør.