Partner hos GPP Arkitekter fylder 50 år
Hans-Jørn Borgen Paulsen har altid været en ivrig sportsmand og var gennem flere år deltager på Esbjergs atletikhold i 1. division. I 1981 flyttede han til Aarhus, hvor han startede på Arkitektskolen.
Under uddannelsen var Hans-Jørn Borgen Paulsen på studieophold i USA og arbejdede gennem flere år i udlandet, hvor han tilegnede sig stor viden om arkitektfagets bredde.
Han var i 2001 med til at starte firmaet Gjørtz, Pank & Partnere A/S og er i dag partner og medejer i GPP Arkitekter A/S, som holder til i Grønnegade i Aarhus. Hans-Jørn Borgen Paulsen har blandt andet været med til at skabe de spændende domiciler for henholdsvis SydEnergi i Esbjerg og Krifa i Lisbjerg, og har herudover været primus motor for adskillige præmierede byggerier i såvel Danmark, Norge og Sverige.