23948sdkhjf

Kædeansvar løser ikke problemet

Et varmt emne inden for byggeri og håndværk i disse tider er det såkaldte kædeansvar, som fagforeningerne ønsker gennemført med henblik på at sikre, at udenlandske byggefirmaer arbejder under kollektive overenskomster i Danmark.

Kædeansvaret går i sin enkelthed ud på, at hvis der i en konkret opgave er en "kæde" af entreprenører, skal fagforeningen kunne rejse sit krav mod den entreprenør, som ligger øverst i "kæden". Derved hæfter han for ulovligheder, som begås af dem i kæden "nedenunder".

Temaet her er ikke at tage stilling til kædeansvarets indhold, rimelighed eller stridigheder mellem organisationer. Temaet er at påpege, at man i debatten tilsyneladende helt har misset pointen med hensyn til. hvorfor der gennem samarbejdet i EU er åbnet op for, at virksomheder skal kunne arbejde i andre lande, samt at varer og tjenesteydelser kan udveksles frit over landegrænser.

Det er min påstand, at selve formålet med varer og tjenesteydelsers fri bevægelighed i EU blandt andet er, at danske virksomheder og forbrugere skal kunne gøre brug af for eksempel "billige" udenlandske håndværkere, forudsat naturligvis, at de overholder landets love og regler. Men her lader det til, at man i kampens hede opfatter kædeansvar som et middel til at holde alle billige udenlandske entreprenører og arbejdskraft væk fra Danmark. Det er det ikke.

Det er kun et middel til at sikre, at de, som kommer, skal overholde reglerne. Vi må forvente, at der fremover vil komme flere og flere udenlandske håndværksfirmaer på markedet, og at de arbejder efter regler, som er godkendte i deres hjemlande. Ud fra de regler, som allerede findes, er de dog forpligtet til tilpasse sig de danske regler. Men problemet med denne "tilpasning" er, at for eksempel en tysk virksomhed, som arbejder i Jylland og betaler overenskomstmæssige lønninger til sine medarbejdere efter tyske overenskomster, forpligtes til "oveni" at betale til det danske arbejdsmarked.

Det er godt for konkurrencen mellem den danske og den tyske virksomhed, som på det danske hjemmemarked derved bliver udjævnet. Det betyder også, at et dansk lønniveau, som er højere, bliver opretholdt. Men det bliver den danske kunde, som kommer til at betale for det tyske firmas "tilpasningsafgift" til det danske arbejdsmarked. Imidlertid var hele formålet måske, at få en lidt billigere vare, som lige præcis imødekommer denne kundes særlige behov. Danmark har dermed valgt, at det danske omkostningsniveau væltes over på det udenlandske firma, hvorved prisen holdes kunstigt oppe.

Det smitter igen af på det generelle prisniveau og dermed i sidste ende på Danmarks konkurrenceevne i forhold til omverden. Problemet er fortsat, at Danmark er kommet for højt op i omkostninger, hvor skat på lønninger, samt afgifter og gebyrer er ved at løbe erhvervsdrivende over ende.

Det kan kædeansvar ikke løse. Det er måske et udmærket middel til at forhindre fusk og snyd, men det løser ikke det reelle problem.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098