Den nye udbudslov har en bagside
Med forslaget til en ny udbudslov bliver der sat tre centrale succeskriterier for offentlige indkøb: (1) Den offentlige sektor skal have mest muligt ud af sine indkøb, (2) de omkostninger, der er forbundet med indkøb for både de offentlige kunder og de private leverandører, skal minimeres, (3) den offentlige efterspørgsel skal anvendes, så den fremmer kvalitetsudvikling, innovation og bæredygtighed.
Det er tre succeskriterier, som FRI grundlæggende støtter. FRI har da også været repræsenteret i det lovforberedende udbudslovsudvalg. De offentlige indkøb - særligt på de områder hvor det offentlige køber rådgivende ingeniørydelser - handler om at skabe langsigtet værdi for samfundet.
FRI har tidligere dokumenteret, at de rådgivende ingeniørvirksomheder i 2013 brugte mere end 500 mio. kroner alene i tilbudsomkostninger. Hvis vi sammenligner tallet med tilbudsomkostningerne for rådgivende ingeniørvirksomheder i eksempelvis Storbritannien, er der tale om et tal, som er 300 mio. kroner for højt. Derfor er ambitionerne med den nye udbudslov et skridt i den rigtige retning.
Et af de store gennembrud i den nye udbudslov er afskaffelsen af annonceringspligten.
Det betyder, at offentlige bygherrer ikke længere er forpligtiget til at annoncere, når de skal købe ydelser varer og tjenesteydelser over 500.000 kroner. Det blev ofte mere kompliceret end nødvendigt for regler og retssikkerhed for "annonceringspligt udbud" var reelt meget uklare.
Den uklarhed er nu væk, idet reglen om annonceringspligt er afskaffet. Det er positivt og vil reducere transaktionsomkostninger for både bygherrer og leverandører. Det blev ofte mere kompliceret end nødvendigt, og desuden er der en tendens til, at især kommuner for at være på den sikre side satte mindre opgaver i EU-udbud, selvom det ikke er nødvendigt.
Ofte betyder det, at mange virksomheder bruger flere ressourcer end opgaven er værd. Så det er virkelig positivt, at annonceringspligten er afskaffet i forslaget.
Med den kommende udbudslov vil der blandt andet blive åbnet op for øget dialog før og under udbuddet.
Det vil forhåbentlig betyde, at transaktionsomkostningerne vil falde, fordi misforståelser undgås. Samtidig må det forventes at medføre færre annullerede udbud, fordi der bliver skabt større klarhed om succeskriterier og kundernes værdier, inden der afgives et endeligt tilbud. Dette er ligeledes en positiv forbedring.
Den øgede fleksibilitet, der er i den nye udbudslov, er generelt en styrke. Men den har også en bagside.
For på trods af FRI’s indsats i udbudslovsudvalget, er der fortsat en central knast i lovforslaget, som hverken bidrager til at give den offentlige sektor mest muligt ud af sine indkøb, reducerer omkostningerne forbundet med indkøb eller fremmer kvalitetsudvikling og innovation.
Det er det forhold, at der ikke er sat et maksimalt tal for, hvor mange bydende en indkøber kan invitere til at byde, når de fleksible udbudsformer anvendes, eller hvordan antallet af bydende virksomheder hurtigt reduceres.
Denne uklarhed kan få transaktionsomkostningerne hos de bydende til at eksplodere og dermed risikere at føre til, at der bringes mindre gennemarbejdede bud til bordet.
Det er hverken godt for det offentlige som indkøber (og dermed for os som skatteborgere) eller for leverandørerne.
At kunne håndtere denne mangel i lovforslaget kræver derfor, at de offentlige indkøbere selv har øje for omkostningssiden, når de anvender de mere fleksible udbudsformer.
Det kræver, at hver enkelt offentlig indkøber, i hvert eneste udbud er meget bevidst om at beslutte, hvor mange private leverandører den offentlige indkøber tager dialog med i udbudsprocessen.
FRI’s erfaring, som støttes af de præcise regler der ligger i Tilbudsloven, er, at tre leverandører typisk er fornuftigt og tilstrækkeligt, når der er tale om projekter, hvor de mere fleksible former anvendes.
FRI vil i de kommende år have et stærkt fokus på området og vil arbejde for, at offentlige indkøbere bruger deres sunde fornuft, når de skal indkøbe rådgivningsydelser.
Som samfund er der ingen, der har interesse i, at det offentlige køber ind på en måde, hvor der er unødigt høje transaktionsomkostninger for leverandører og udbydere.
Og når der ikke ligger faste rammer om dette i lovgivningen, så er det vigtigt, at vores offentlige kunder selv har blik for, at unødigt komplicerede indkøbsprocesser både er dyre for de virksomheder, der byder og i interne medarbejderressourcer hos de offentlige indkøbere og derfor i sidste ende også i skattekroner.
"At kunne håndtere denne mangel i lovforslaget kræver derfor, at de offentlige indkøbere selv har øje for omkostningssiden, når de anvender de mere fleksible udbudsformer."
