23948sdkhjf

FRI: OPP-opbakning er sød musik i ørerne

Her på det seneste har hele to ministre fra den socialistiske regering haft positive ting at sige om offentligt-private samarbejder – OPP-modellen.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har talt godt for modellen, mens trafikminister Henrik Dam Kristensen erklærede sig åben over for privat finansiering af store infrastrukturprojekter på FRI og Danske Anlægsentreprenørers høring i sidste uge.

Det er sød musik i ørerne på alle, der gerne ser samfundets kapital udnyttet bedst muligt. Offentligt-private partnerskaber er en model, der på bedste vis forener styrkerne hos henholdsvis offentlige og private aktører og dermed løfter de pågældende projekter til et niveau, der i højere grad kommer både myndigheder, erhvervsliv og ikke mindst borgerne til gode. Derfor er det glædeligt, at vores nye regering nu vil sætte fart på brugen af OPP i kommunerne.

Men OPP-modellen er ikke enkel at anvende – og den kræver de rigtige forudsætninger for at blive fordelagtig. Eksempelvis er der sjældent noget vundet ved, at private aktører påtager sig anlæggelsen og driften af én skolebygning. Selvom der i OPP-projekter i højere grad tænkes i den langsigtede drift og vedligehold allerede ved designet af bygningen, så vil transaktionsomkostningerne ved små OPP-projekter hurtigt risikere at æde gevinsten, også set på langt sigt. Men hvis kommunen (eller flere kommuner) lod et antal skolebygninger indgå i samme OPP-kontrakt, så ville man opnå fordele ved stordrift, og samtidig ville de øvrige gevinster ved OPP bidrage til bedre projekter – til fordel for brugerne, kommunekasserne, virksomheden og skatteborgerne.

Det er kort sagt FRI’s erfaring, at OPP kræver projekter af en vis volumen for at give mening. Det baserer vi på de få danske såvel som de mange udenlandske OPP-projekter, hvor rådgivende ingeniører har været med. Og det vil være en trist situation, hvis landets kommuner kaster sig ud i offentlige-private partnerskaber uden at vurdere, om det rent faktisk også vil være en fordel i lige netop deres konkrete projekt. Dyre og kuldsejlede projekter, hvor OPP-modellen anvendes forkert, vil kun føre til spildte penge og dårlig presse, der risikerer at spænde ben for de gode OPP-projekter.

Derfor er opfordringen fra FRI: Brug OPP mere, men brug det rigtigt. Sørg for, at projekterne har kritisk masse. Brug konkurrencepræget dialog, hvor de gode idéer belønnes og hvor udskilningen af deltagere er effektiv og fair. Tænk totaløkonomi og den fremtidige anvendelse af bygningen eller anlægget ind allerede tidlig i projektet. Når processen er på plads, og overvejelserne er gjort, så er der masser af muligheder for gode projekter. Landets kommuner er rige på offentlige bygninger anlagt i en anden tid og til andre behov. Der er masser af muligheder for at løfte bygningsmassen til helt nye niveauer, der passer til borgernes, brugernes og medarbejdernes aktuelle behov og ikke mindst til nye, skærpede miljø- og energikrav. Det er bare om at komme i gang – og OPP er et middel, men husk, OPP er ikke det eneste middel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.153