Aldrig mere en 2. juli
Miljøminister Ida Auken (SF) præsenterede i går regeringens klimatilpasningsplan, der ikke mindst betyder mange opgaver til bygge- og anlægssektoren
Med disse ord og hentydning til monsterregnen over København i 2011 indledte miljøminister Ida Auken (SF) pressemødet, hvor hun præsenterede regeringens klimatilpasningsplan, der blandt andet lader spildevandsforsyningsselskaberne finansiere skybrudssikrede veje, udvidelser af vandløb og andre løsninger, der kan sikre borgerne mod konsekvenserne af voldsomme regnskyl.
Miljøministeren pegede blandt andet på, at det er billigere med spildevandsløsninger på overfladen end at forny hele kloaknettet, og at det i sidste ende bliver billigere for borgerne at foretage de nødvendige investeringer nu via spildevandstaksterne end at betale enorme regninger over højere forsikringspræmier.
Grønne job
Samtidig pegede ministeren på, at efterspørgslen på grønne løsninger i anlægssektoren vil stige og skabe flere jobs.
Det kan blandt andet ske via veje, der leder vandet væk ved hjælp af en hældning på vejen, i stedet for at det ender i kloakken. Andre muligheder er vandgennemtrængelig asfalt på udvalgte strækninger, flere riste og højere kantstene.
Andre muligheder er etablering af nye grønne områder:
- Der har længe været et ønske fra spildevandsforsyningerne om at kunne lave mere forebyggende arbejde frem for, at gøre kloakkerne større og større for at de kan rumme regnvandet, sagde ministeren, der over for Licitationen - Byggeriets Dagblad afviste, at der bare er tale om en "skjult" skatteforhøjelse.
Hun understreger, at der vil blive ført kontrol med, at kommunerne ikke under dække af spildevandsinvesteringer tørrer regninger af på spildevandstaksterne, der ellers skulle være finansieret over skattesystemet.
Løbende tilpasning
Blandt regeringens initiativer er en løbende tilpasning af bygningsreglementet, så nybyggeri kan modstå fremtidens klimaændringer, ligesom Transportministeriet klimasikrer veje, jernbaner og broer efter senest i 2014 at have gennemført en GIS-screening af hele det statslige vej- og jernbanenet med henblik på at identificere steder med risiko for oversvømmelser
Samtidig skal Klima-, Energi- og Bygningsministeriet overvåge ændringer i vindforholdene, så det kan vurderes om dimensioneringsreglerne for bygninger skal ændres.
- Investeringerne skal betales over 40 år og efterlader en regning årligt på i gennemsnit 20 kroner pr familie. Det er en billig investering i sikring mod klimahændelser, siger Ida Auken til Licitationen.
Foregangsby
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) pegede på, at Danmarks hovedstad på klimatilpasningsområdet er blevet foregangsby for blandt andre New York og 40 andre storbyer over hele verden:
- Vi præsenterer i første omgang fem projekter, som gennemføres de kommende år i København. Det er Sankt Kjelds kvarter på Østerbro, der bliver det første klimakvarter, Ny Kongensgade med riste, der leder regnvand ud i havnenåbning af Harrestrup Å, renovering af Skt. Annæ Plads og en skybrudsplan, der skal gøre myndighederne bedre til at afhjælpe problemerne i forbindelse med monsterregn:
- Vejristene, som eksempelvis er etableret omkring Slotsholmen, betyder, at vandet straks afledes ud i kanalen i stedet for via vejbrønde at blive ledet ud i kloakkerne. Samtidig har vi indledet et samarbejde med vore nabokommuner for at sikre, at vore samlede investeringer virker mest effektivt, siger Frank Jensen til Licitationen.