23948sdkhjf

EU får ikke held med et opgør med strejkeretten

EU lægger op til at gøre det vanskelige at strejke - men det er slet ikke et EU-anliggende, siger danske parlamentarikere
Samtidig med at EU-kommissionen onsdag lagde op til at skærpe kampen imod social dumping, lancerede man et forslag, som vil gøre det vanskeligere at strejke.

Kommissionen ønsker nemlig at regulere forholdet mellem retten til at strejke og de økonomiske frihedsrettigheder, herunder retten til at drive virksomhed i et andet medlemsland.

Sandsynligheden for at forslaget gennemføres er imidlertid ikke særlig stor, vurderer to danske EU-parlamentsmedlemmer.

- Jeg kan ikke forestille mig, at der er flertal for forslaget i Parlamentet, så forslaget bliver formentlig og forhåbentlig forkastet, siger Ole Christensen (S).

- Kommissionen blander sig i noget, der overhovedet ikke er EU’s opgave. Regulering af konfliktretten er et nationalt anliggende, og det har ikke hjemmel i Lissabon-traktaten, at kommissionen blander sig. Men det er bekymrende, at kommissionen overhovedet kan finde på at forsøge sig med sådan noget, siger Ole Christensen.

Ud over at han forventer, at EU-parlamentet siger nej til forordningen, så regner han også med at en række medlemslande, Danmark, Sverige og England eksempelvis, afviser, at EU skal blande sig i konfliktretten.

En håndgranat

Emilie Turunen, medlem af Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg for SF, kalder forslaget dybt bekymrende:

- Forslaget er tæt på at være en katastrofe. Kommissionen har kastet, hvad der ligner en håndgranat ind på det danske arbejdsmarked. Med det her forslag risikerer vi, at retten til at strejke bliver underordnet de økonomiske frihedsrettigheder. Konsekvensen vil være, at retten til at strejke bliver begræsnet, og dermed truer forslaget hele den danske arbejdsmarkedsmodel. Akkurat som konfliktretten ikke er reguleret i dansk lovgivning, bør den heller ikke reguleres på EU-niveau, siger hun.

De to danske Europa-parlamentarikere er i øvrigt begge tilfredse med udkastet til bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet.

- Det er positivt, at kommissionen vil gøre det vanskelige at tjene penge på at udnytte andre på lav løn, som der desværre har været alt for mange eksempler på, at udstationering er benyttet til, siger Ole Christensen.

- Problemerne med udstationeret arbejdskraft i Danmark har været store i en årrække, og der har længe været behov for handling. Nu sker der noget, og det er positivt. Forslaget om kædeansvar og den øget indsats mod skuffeselskaber går i den rigtige retning, og selv om der er knaster i udspillet, så peger det i den rigtige retning, siger Emilie Turunen.

Fair konkurrence

EU-kommissær Lászlo Andor håber, at kommissionens forslag til bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet vil give mere fair konkurrence i forbindelse med udstationering.

- Midlertidig udstationering af arbejdstagere bør være en win-win-situation for EU’s arbejdsmarked og erhvervslivet, men må ikke anvendes som en metode til at undgå minimumsstandarder på det sociale område, sagde László Andor, der er kommissær for beskæftigelse og arbejdsmarkedsforhold.

Han understregede, at det indre marked kun kan fungere effektivt med fair konkurrence.

- Med forslaget bliver reglerne for udstationerede arbejdstagere klarere, og der indføres praktiske sikkerhedsforanstaltninger over for social dumping og ringe arbejdsvilkår, navnlig inden for bygge- og anlægssektoren, hvor udstationering er mest udbredt, og hvor der er flest rapporteringer af misbrug. Vi skal blandt andet have forhindret de såkaldte postkassefirmaer.

Det vil kommissionen

Håndhævelsesdirektivet vil ifølge kommissionen blandt andet:

- opstille mere ambitiøse normer for oplysning af arbejdstagere og virksomheder om deres rettigheder og forpligtelser

- fastlægge klare regler for samarbejdet mellem de nationale myndigheder med ansvar for udstationering

- give mulighed for en forbedret gennemførelse og overvågning af begrebet udstationering for at undgå et voksende antal postkassevirksomheder, der benytter sig af udstationering med det formål at omgå beskæftigelsesreglerne

- afgrænse de nationale myndigheders tilsyn og ansvar

- forbedre håndhævelsen af arbejdstagernes rettigheder, f.eks. ved indførelse af solidarisk hæftelse i bygge- og anlægssektoren for udstationerede arbejdstageres lønninger og ved bedre klagebehandling.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11