Fordeling af tilstandsrapporter er alt for skæv
Bygningssagkyndig forsøger at få Folketinget til at vedtage regler, der sikrer en bedre fordeling i antallet af udførte tilstandsrapporter. BfBE afviser
Ifølge Anders Petersen, der er selvstændig erhvervsdrivende med firmaet Bygkon ApS og certificeret både som bygningskonsulent og energikonsulent, har rettet henvendelse til Folketinget, for at beskrive hvordan bestilling af tilstandsrapporter og dermed også energimærker er fordrejet".
- I den seneste debat er det fremført af brancheforeningen BfBE, at der efter deres skøn sker en ligelig fordeling af opgaver mellem store firmaer contra små firmaer. Med min egen omsætning som eksempel kan jeg vise, hvor stor en fordrejning, der er sket i de seneste et til to år klart modsat de oplysninger, der fremføres af BfBE, oplyser Anders Petersen.
Egen omsætning
Han bruger sin egen omsætning som eksempel på fordrejningen" - i 2012 til dato syv tilstandsrapporter og i 2011 siden juli otte tilstandsrapporter.
- For undertegnede og mange små andre firmaer er konsekvensen, at der ikke er økonomi til at drive en forretning. Indtjeningen er for lille til at dække selv de direkte udgifter til blandt andet pligtig forsikring, ISO 9000 certificering, deltagelse i pligtige kurser samt almindelige (minimale) driftsudgifter, oplyser Anders Petersen.
Samtidig påpeger han, at bekendtgørelsen om huseftersynsordningen stiller krav om mindst 60 indberettede tilstandsrapporter inden for en treårig periode, hvis en virksomhed skal kunne genbeskikkes.
Må ophøre
- Med den tilgang af opgaver som er sket i den seneste periode og hvad der kan forudses i de først kommende år, tvinger de gældende regler mig til at ophøre som beskikket bygningssagkyndig, da jeg kan forudse, at jeg ikke modtager 60 opgaver i en treårig periode. Loven bør tilrettes de faktiske hensigter, der må være, at statens beskikkede bygningssagkyndige får mulighed for en lige tilgang af opgaver, ligesom alle bygningssagkyndige - også i eget firma får mulighed for opretholdelse af deres beskikkelse, fortsætter Anders Petersen.
Han henviser i øvrigt til tal fra HE-sekretariatet, som viser, at der i 2011 er udført i alt 66.429 tilstandsrapporter. Af disse har 102 bygningssagkyndige haft nul opgaver og 64 har haft nul til 10 opgaver.
Videre kan ses, at 115 bygningssagkyndige har haft mellem 100 og 200 opgaver, og at der er 12 bygningssagkyndige, der har præsteret over 400 opgaver.
- Kalenderåret 2011 havde 253 arbejdsdage. Med halvanden til over tre tilstandsrapporter pr. arbejdsdag er det måske en del af forklaringen på det store antal IKKE retvisende tilstandsrapporter, som udføres. I min seneste købergennemgang var der klart synligt gennemtæring af samtlige 40 meter tagrende og i hver af de seks små skotrender - på et ni år gammelt hus. Det var overset i ejendommens tilstandsrapport, slutter Anders Petersen
Afviser kritikken
Direktør Torben Kaas fra BfBE afviser kritikken fra Anders Petersen og peger på, at der ikke er tale om skøn, når man hævder, at der sker en ligelig fordeling mellem store og små".
Tallene er baseret på de officielle statistikker over tilstandsrapporter, og hvem der laver dem.
- Der har dog de seneste par år været en bevægelse i retning af, at de store virksomheder har fået en lidt større andel af det samlede marked, så de alt i alt sidder på lidt over halvdelen af markedet. Når man ser på, hvor mange bygningssagkyndige, der arbejder i de store firmaer og udenfor, udfører den enkelte bygningssagkyndige nogenlunde samme antal bygningsrapporter årligt i og uden for de store firmaer, siger Torben Kaas.