Der er ikke plads til alle
Resultatet er ikke udeblevet. Flere og flere unge har taget en gymnasieuddannelse med det resultat, at studentereksamen er blevet så udvandet, at mange ikke kan bruge den til noget som helst. Og de fagligt svageste unge er så søgt over på erhvervsskolerne i det håb, at så kan de da altid få en eller anden form for uddannelse.
Både gymnasierne og erhvervsskolerne oplever store frafald som en bekræftelse af, at et eller andet er gået galt, og det er på tide, at lovgiverne forholder sig til virkelighedens verden i stedet for en eller anden fiktiv drømmeverden, hvor alt er godt, og hvor der er plads til alle, uanset hvad de vil være.
Om så en model skal skrues sammen med egentlig adgangsbegrænsning eller kvoter, det er svært at sige, men man kunne måske begynde med at stille krav om, at unge først kan optages på erhvervsskolerne, hvis de i forvejen har sikret sig en praktikplads og har indledt uddannelsesforløbet med et halvt år i praktik, så de bedre ved, hvad de går ind til.
Det er selvfølgelig set fra byggevirksomhedernes side fuldstændig uholdbart, at de via blandt andet AER skal betale milliarder af kroner for opretholdelse af et uddannelsessystem, der mere ser på kvantitet end kvalitet. Det er byggevirksomhederne, der betaler regningen. Så må det også være dem, der til en vis grad kan bestemme fordelingen af lærlinge mellem de forskellige brancher.
Det må dog være en klar betingelse, at byggesektoren ikke misbruger en kvoteordning til at slippe for de uddannelsesklausuler, der indføres i de store anlægsarbejder. Det er helt legalt, at offentlige bygherrer i forbindelse med Femern, jernbanen mellem København og Ringsted og den københavnske Metro stiller krav om, at de virksomheder, der skal tjene penge på offentlige investeringer, også giver et “afkast" i form af blandt andet uddannelsespladser.
Byggesektoren har altid været parat til at påtage sig et uddannelsesansvar. Sådan skal det også være i fremtiden.
