Bøder bør ikke budgetteres
I sit forslag til finanslov vil regeringen skaffe 490 mio. kroner ekstra til statskassen ved at lade politiet udskrive flere fartbøder. Det ligner en praksis, som strækker sig helt tilbage til Frederik den 3., som i 1661 for at få flere penge i statskassen - indførte bødestraf for udeblivelse fra søndagsgudstjeneste.
Det principielle problem er, om straf bør bruges som budgetteret indtægtskilde for staten?
Er det retssikkerhedsmæssigt i orden, at man i et retssamfund baserer landets økonomi på at straffe?
Man kan ikke undlade at frygte for sin retssikkerhed, hvis nu budgettet ikke kan holdes. Hvordan vil ordensmagten så gå til værks?
Færdselsloven går helt tilbage til 1685, hvor den dog kun vedrørte København. Da bilen kom, blev den i 1903 gjort landsdækkende. Formålet med loven var dengang og har altid været at tilgodese færdselssikkerheden ikke at skaffe penge til statskassen.
Ikke alle opfører sig som de skal i trafikken og selvfølgelig skal det udløse en sanktion, når reglerne ikke overholdes. Men mit budskab er, at det bliver betænkeligt, når man på samme måde som Frederik den 3., begynder at bruge folkets synder som middel til at booste statens indtægter.
Problemer med retssikkerheden på færdselsområdet, har allerede været diskuteret i retten. Der er desuden diskussionen, om det er rimeligt, at politiet bruger målebiler, i stedet for de såkaldte "stærekasser", som i retssikkerhedsmæssig henseende har den fordel, at bilisterne ved, når de er opsatte og derfor er advaret om konsekvensen af en fartoverskridelse.
Men det stopper ikke her. En arbejdsgruppe under Rigspolitiet har foreslået, at fartbøder skal gives til bilens ejer og ikke dens fører. Tanken bag dette er, at politiets arbejde skal gøres lettere. Hvis man overførte denne tankegang til straffeloven, ville det så betyde, at hvis man ikke kan finde morderen, så straffer man den, som ejer den ejendom han bor i?
Vi har allerede set, hvorledes regeringen i skattelovgivningen nu har gjort det muligt for Skat at trænge ind på privat grund, som ellers indtil nu har været beskyttet af § 19 i Grundloven om bopælens ukrænkelighed.
Advokatsamfundet har advaret om konsekvenserne i forhold til retssikkerheden. Skal politiet, hvis opgave det ellers er at beskytte borgerne, nu bruges som skatteopkrævere ligesom sheriffen i Nottingham?