Sundhedsskole bliver pludselig erfaren bygherre
Randers Social- og Sundhedsskole gennemfører i øjeblikket tre markante byggerier, der skal sikre attraktive studiemiljøer, bedre faciliteter og administrative synergier
En helt ny skole i Grenaa på 2.300 kvm, en 2.000 kvm stor tilbygning på skolen i Randers og senest en ny idrætshal på 832 kvm i forlængelse af udvidelsen i Randers.
Det er tre store projekter, som Randers Social- og Sundhedsskole har igangsat inden for ganske kort tid. Byggerierne skal sikre studerende og undervisere optimale rammer og samtidig bane vej for optimeret drift ved at samle flere lokaliteter under ét tag.
Alligevel har de tre projekter givet anledning til overvejelser hos den uerfarne bygherre.
- Som uddannelsesinstitution er byggeri naturligvis ikke vores spidskompetence. Derfor har vi da også spurgt os selv, om vi er i stand til at løfte tre store byggerier på én gang, fortæller økonomi- og administrationschef Claus Engsted fra Randers Social- og Sundhedsskole.
Stærk byggeorganisation
Et tæt samarbejde med bygherrerådgiveren Bascon har dog overbevist Randers Social- og Sundhedsskole om, at de tre projekter ikke er for stor en mundfuld.
Netop en stærk byggeorganisation omkring udvidelsen af skolen i Randers er baggrunden for, at samarbejdet allerede er udvidet til også at omfatte den nye skole i Grenaa og halbyggeriet i Randers.
- De to seneste projekter er et resultat af den organisation, vi har stablet på benene i forbindelse med det første byggeri. Helt konkret har samarbejdet og kendskabet til hinanden betydet, at skolen kunne gribe muligheden, da den bød sig i Grenaa, hvor Norddjurs Kommune har bakket op om projektet for at fastholde og styrke uddannelsestilbuddene i lokalområdet, fortæller projektchef Jørn Porsgaard fra Bascon og fortsætter:
- Byggeriet af idrætshallen er kendetegnet ved en meget effektiv proces omkring grundkøb, udbud, kontrakt og igangsætning af halbyggeriet. Det har kun været muligt i kraft af vores tætte samarbejde, hvor vi udnytter vores erfaringer fra tidligere processer. Det betyder, at halbyggeriet allerede forventes at stå færdigt i slutningen af året sammen med den øvrige udvidelse af skolen i Randers.
Fysisk sammenhæng
Ud over en hurtig beslutnings- og byggeproces har skolen opnået en optimal koordinering og fysisk sammenhæng mellem idrætshallen og udvidelsen af Randers Social- og Sundhedsskole.
Byggerierne i Randers forventes færdige omkring jul i år, mens den nye sosu-skole i Grenaa står færdig i sommeren 2013.
Skolen i Grenå bliver en del af Grenaas eksisterende uddannelsesområde, der i forvejen rummer gymnasium, bibliotek, 10. klasses-center og Viden Djurs.