23948sdkhjf

Vinterbadere vil ind i byen

Lokal forening for vinterbadere og tegnestuen BIG præsenterer vision for vinterbadefaciliteter i verdensklasse i centrum af København
Tre saunaer med udsigt ud over havnen og kig til rådhustårnet med adgang til et iskoldt dyp i Havnebadet på Islands Brygge.

Sådan ser tegnestuen Bjarke Ingels Group (BIG) og Vinterbad Bryggens vision om vinterbadefaciliteter i centrum af København ud.

Amager Vest Lokaludvalg har finansieret en række skitser, som Kultur- og Fritidsforvaltningen i København skal tage stilling til, og bag idéen om opgraderingen af det eksisterende havnebad står foreningen, Vinterbad Bryggen.

- Havnen bør summe af liv hele året, og vi tror at vinterbadefaciliteter i centrum af København på mange måder vil være af stor værdi for byen. Det er sundt og sjovt og med så stort og flot et anlæg midt i København vil 3.000-5.000 medlemmer ikke være urealistisk, siger Peter Lysdal Jakobsen, Formand, Vinterbad Bryggen.

Forlængelse af havnebad

Foreningen har desuden et stort ønske om at holde vinterbadet halvoffentligt, så alle københavnere samt turister fra hele verden, kan komme og nyde en tur i saunaen med udsigt ud over havnen og en svømmetur i det rene havnevand.

Det er også BIG, der i samarbejde med JDS står bag Havnebadet Islands Brygge fra 2003.

- Vinterbadet er indtænkt som en naturlig forlængelse af havnebadet. Havnebadets trædæk forlænges og løftes for at skabe plads til underliggende saunaer og termiske bade med udsigt over havneløbet. Tagdækket danner solterrasser med udsyn over havnebadets aktiviteter. Som en Københavnsk nyfortolkning af traditionelle romerske badehuses billedmosaikker er vinterbadets gulvflader udsmykket med mosaikker i kunstneren Husk Mit Navns streg, siger Bjarke Ingels.

Attraktion på bryggen

Amager Vest Lokaludvalgs rolle er at formidle lokale ønsker videre gennem det politiske system, hjælpe med kontakt til forvaltningen og som i dette tilfælde yde økonomisk støtte til at gennemføre lokale projekter.

- Personligt er jeg imponeret af BIGs udkast som ikke "blot" er et klubhus på vandet, men som etablerer et stort offentligt rum på vandet, ved at skråstille tagfladen. Derved indgår Vinterbadet som endnu en flot attraktion til Islands Brygges flotte havnefront," siger formand Lars Rimfalk Jensen.

Opførelsen af vinterbadefaciliteterne skal diskuteres på et møde i Kultur- og Fritidsforvaltningen senere denne måned.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094