23948sdkhjf

Enighed om nyt forbrændingsanlæg

Massiv reduktion i mængden af affald til forbrænding - men stadig nyt stort forbrændingsanlæg på Amager
Efter et par dages rygter er det nu ganske vist: Der er enighed om hovedstadens affald de kommende 30-40 år.

Et flertal på Københavns Rådhus er blevet enige med de øvrige fire ejerkommuner om et nyt forbrændingsanlæg ved Amagerforbrænding og mere genanvendelse.

Det er aftalt, at affaldet til forbrænding fra hovedstadens husholdninger skal reduceres med mere end en fjerdedel; at mængden af plast i forbrændingen skal reduceres med 40 procent, og at CO2-udledningen fra affaldsforbrændingen skal reduceres med 42 procent.

På Københavns Rådhus sikrer Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre flertal for aftalen.

Overborgmester Frank Jensen (S) er glad for aftalen.

- Jeg er meget glad for, at der nu er lykkedes at skabe enighed mellem alle parter om en bæredygtig kurs for håndteringen af hovedstadens affald, samtidig med at vi skaber 4.600 nye job. Anlægget vil være et af verdens mest miljørigtige forbrændingsanlæg og skabe et udstillingsvindue for dansk miljøteknologi i verdensklasse. Det vil bidrage til eksport og grøn vækst, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Videre med tilbud

Det er aftalt mellem ejerkommunerne, at der maksimalt må afbrændes cirka 400.000 tons affald om året på det nye anlæg.

Det svarer til den mængde affald, der bliver brændt af i dag. Frem mod 2030 bliver der imidlertid 200.000 flere indbyggere i de fem ejerkommuner.

Aftalen åbner mulighed for, at Amagerforbrænding kan arbejde videre med det tilbud, der er afgivet af Babcock & Wilcox Vølund på nye ovne og kedler. I aftalen er det også aftalt at investere i ny teknologi.

Med aftalen skifter Amagerforbrænding i øvrigt navn til Amager Ressourcecenter.

Det ny forbrændingsanlægs indpakning, skibakken, der har givet projektet navnet Amager Bakke, er ikke en del af aftalen.

Aftalen skal politisk godkendes i kommunalbestyrelserne i alle fem ejerkommuner; København, Frederiksberg, Hvidovre, Dragør og Tårnby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174