Opbakning til videncenter
En videreførelse af Videncenter for energibesparelser i bygninger bør indgå i de igangværende politiske energiforhandlinger, mener Dansk Byggeri
Der er behov for at udvikle kompetencerne i byggeriet og gøre bygninger mere energieffektive, hvis Danmark skal nå sine ambitiøse mål for CO2-reduktion. Det er grunden til, at der i 2008 blev etableret et Videncenter for energibesparelser i bygninger.
Videncentrets bevilling løb i første omgang til udgangen af 2011, og en fortsættelse af centret indgår nu i de igangværende politiske energiforhandlinger. Her bør den nye evaluering spille ind, mener Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri. Han siger:
- Evalueringen viser, at Videncentret har udfyldt behov ved at skabe praktisk og konkret viden til at øge kompetencerne hos byggeriets parter inden for energieffektivitet i bygninger. Med de målsætninger regeringen har om at reducere energiforbruget samtidig med at energiforsyningen skal baseres på fossilfrie energikilder, står det klart, at der er et fortsat behov for at udvikle kompetencerne, og derfor vil vi opfordre de politiske partier til en fortsættelse af centret.
- Vi ser nye udfordringer med løbende stramninger af bygningsreglementet, samtidig med at nye teknologier og produkter skaber nye muligheder. F.eks. ser vi en tendens i retning af indbygning af mere decentral vedvarende energi. Derfor mener vi, at en opgradering af kompetencerne til at udfylde denne samfundsvigtige opgave fortsat bør prioriteres højt, fortsætter Michael H. Nielsen.