Langtrukkent byggeri i Ringe
I tider, hvor alle råber på højere produktivitet og hurtige byggetider, er det måske værd at kigge på et byggeri i Ringe, som nu har været tre et halvt år undervejs
Det er ikke desto mindre tilfældet i Ringe, hvor kommunen nu er ved at miste tålmodigheden med bygherren, en ejendomsinvestor fra Århus, som gennem flere år har arbejdet på at færdiggøre et strøgbyggeri i midtbyen. Det fortæller Fyens Stiftstidende.
Byggeriet har i lange perioder - op til halve år stået stille, og det er gået ud over færdslen på Centrumpladsen, som er en af Ringes bypladser, der har ligget hen i byggerod.
Allerede tilbage i 2009 sendte kommunen et brev til bygherren, men det skete der ikke rigtigt noget ved.
Nu har kommunen bedt ham om at rydde op, og hvis det ikke sker, slæber man ham i fogedretten.
Investoren har dog nu reageret ved at samle noget af byggepladsen ind mod bygningen, men der fyldes stadig godt op på Centrumpladsen.
Selv tager han det helt roligt, og til den lokale avis erklærer han, at kommunen da bare kan gå videre med sagen hvis de vil, men en byggeplads er jo nødvendig for at bygge.