23948sdkhjf

Hovedstaden tager flere byggelærlinge

Flere murer- og struktørlærlinge får uddannelsesaftaler i hovedstadsområdet
Bygge- og anlægsvirksomhederne i hovedstadsområdet ansætter flere lærlinge. Dermed bryder hovedstaden landstendensen.

En bearbejdning af Børne- og Undervisningsministeriets praktikpladsstatistik for 2011, som Dansk Byggeri har foretaget, viser, at der i Region Hovedstaden blev indgået godt otte procent flere uddannelsesaftaler i 2011 i bygge og anlægsindgangen i forhold til året før. Gennemsnitligt på landsplan var der tale om stort set samme antal aftaler begge år.

I alt blev der i Region Hovedstaden indgået 1078 uddannelsesaftaler eller 81 flere end i 2010.

Fremgangen glæder Per Engsø Larsen, der er formand for Dansk Byggeri Hovedstaden.

- Det er glædeligt at se, at der er så stor en stigning i antallet af praktikpladser i Region Hovedstaden. Det vidner om, at virksomhederne tager et uddannelsesansvar selv i tider med tynde ordrebøger, siger han.

Tømrerfaget er forsat det mest populære fag blandt de unge, hvor der er indgået omkring 600 uddannelsesaftaler i både 2010 og 2011. Det er imidlertid murer-, snedker og struktørområdet, der trækker fremgangen. Der er indgået 25 procent flere aftaler på såvel murer- som snedkerområdet, mens stigningen for struktørlærlinge er næsten 75 procent - fra 30 til 52 aftaler.

- Jeg noterer mig naturligvis de gode tal. Især struktørområdet er et fagområde med gode jobudsigter med de store anlægsprojekter og store byggeprojekter som for eksempel sygehuse, der er i støbeskeen på landsplan. Jeg er ret sikker på, det er en uddannelse med jobgaranti. I snedkerfaget ses også gode takter. Det kan vidne om, at der er kommet mere gang i renovering og indretning af forretningsejendomme og boliger i et ellers stille marked, siger Per Engsø Larsen.

Hele fremgangen i uddannelsesaftaler i hovedstadsregionen er båret af flere korte aftaler, idet antallet af korte aftaler er steget med godt hundrede, svarende til 50 procent. De korte uddannelsesaftaler udgør knap en tredjedel af alle uddannelsesaftaler i regionen.

Partnerskaber

Per Engsø Larsen er ikke i tvivl om årsagen til, at bygge- og anlægsbranchen på trods af den økonomiske krise tager flere unge i praktik.

- I Dansk Byggeri Hovedstaden er vurderingen, at vi nu er ved at se de første resultater af vores indsats med at indgå praktikpladspartnerskaber med kommunerne, hvor vi ad frivillighedens vej opretter praktikpladser til unge. Det er en indsats, vi har udviklet som et modsvar til de krav, flere kommuner stiller i form af sociale klausuler, siger Per Engsø Larsen.

Han mener, at tallene viser, at man ikke behøver flere krav for at oprette nye praktikpladser.

Store forskelle

Det er ikke kun hovedstadsområdet, der oplever fremgang i antallet af uddannelsesaftaler. I Region Midtjylland er der en fremgang på 5,7 procent og i Region Syddanmark på 4,6 procent. Derimod er der tilbagegang på knap ti procent i både Region Sjælland og Region Nordjylland. Der er med andre ord store regionale forskelle, og der er i øvrigt også store forskelle fra erhvervsskole til erhvervsskole.

På landsplan er struktøruddannelserne alene om at notere mærkbar fremgang i antallet af uddannelsesaftaler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078