Halruin bliver liggende
Ingen rører ved resterne af Club Danmark Hallen i Valby før 2013 stadig mange uafklarede spørgsmål
Det er konklusionen på det seneste politiske møde om sagen.
Og konsekvensen er, at den ødelagte bygning i hvert fald kommer til at ligge der mere end to år. Hallen kollapsede julenat 2010.
Kultur- og Fritidsudvalget i København Kommune vedtog på sit seneste møde i sidste uge, at forvaltningen skal gå tilbage og arbejde på et nærmere forslag til en mulig ombygning af hallen.
Der er dog ingen penge til dette projekt, og der er heller ikke aftalt noget i budgettet.
Det betyder, at hvis Kultur- og Fritidsudvalget senere beslutter at sige ja til et kommende forslag til en ombygning, som foreløbig er vurderet til 72 mio. kr., skal det ind i budgettet i efteråret 2012, og der vil først kunne ske noget med bygningen i 2013.
Ingen genopbygning
I forvaltningens indstilling er der også beskrevet løsninger som at lade ruinen ligge på ubestemt tid og at rive den ned, hvilket vil koste 7,2 mio. kr.
Alle tanker om en egentlig genopbygning er droppet.
Ud over, at der ingen økonomi er til ombygning, er der samtidig en række andre problemer med den kollapsede megahal.
Københavns Kommune har tidligere sagt til Licitationen, at den ikke vil ikke finde sig i, at forsikringsselskabet på hallen, Alm. Brand, efter en kollaps-rapport har afvist at give en krone i erstatning.
Fritidschef i forvaltningen, Mads Kamp Hansen, vil dog ikke kommentere, om kommunen stadig vil tage sagen i retten.
Sur fond
Samtidig er der en anden sag. Lokale- og Anlægsfonden truer København Kommune med et sagsanlæg.
Fonden risikerer nemlig at miste 12 mio. kr., som de har til gode i hallen, hvis Københavns Kommune ikke vil tage ansvar for at genopføre den.
Ejeren, Valby Multihal Fonden, er opløst, og det betyder, at ingen ved, hvem der skal betale.
Det bekymrer direktør i Lokale- og Anlægsfonden, Torben Frølich, der ikke forstår, hvorfor Københavns Kommune ikke påtager sig et initiativ i sagen. Han har tidligere sagt til Licitationen:
- Tilsyneladende sidder Københavns Kommune med hænderne i skødet og forventer, at vi andre kreditorer løser sagen. Det virker ikke rimeligt. Da Lokale- og Anlægsfonden gik ind og støttede halprojektet oprindeligt, var det ud fra den præmis, at kommunen ville stå last og brast med hensyn til ansvaret for hallen, og lige nu kan man frygte, at de overlader det til en døende fond.
Denne sag er heller ikke løst endnu.