23948sdkhjf

BAT kræver stop for fup-mellemmænd

Forslag til nyt EU-Udbudsdirektiv skal sikre, "at offentlige midler anvendes så effektivt som muligt". BAT har indgivet høringssvar
- En modernisering af det nuværende system for offentlige indkøb kan i betydelig grad sænke transaktionsomkostningerne, sikre bedre anvendelse af offentlige indkøb med henblik på overordnede samfundsmål, lette adgangen til offentlige kontrakter, især for SMV (små og mellemstore virksomheder, red.), samt forbedre procedurerne i forbindelse med offentlige indkøb.

Sådan hedder det blandt andet i forslaget fra EU-Kommissionen til et nyt udbudsdirektiv.

Samtidig er der fremlagt et forslag til et direktiv, der skal skabe grundlag for private investeringer i infrastruktur blandt andet ved større satsning på partnerskaber mellem det offentlige og den private sektor.

Offentlige indkøb udgør i øjeblikket omkring 18 procent af BNP, og den samlede værdi af offentlige kontrakter på EU-plan udgjorde 420 mia. euro – cirka 3.000 mia. kr. - sidste år.

Torne

Men intet direktiv uden torne, synes BAT-kartellet at mene.

I sit høringssvar peger BAT på en række problemer og mangler i de eksisterende regler for udbud, som bør ændres i det nye direktiv.

BAT mener, at direktiverne i sin nuværende form "gentagne gange har resulteret i retstvister angående anerkendelse af lokale overenskomster og anvendelsen af sociale klausuler, og at en revision længe har været nødvendig".

- Som udgangspunkt er det en grundlæggende holdning for BAT, at offentlige skattekroner skal udnyttes til samfundets bedste, og derfor har kontraktholder/den vindende part en moralsk forpligtigelse til at leve op til de større krav, som samfundet retfærdigvis stiller til kvalitet og nytte. Her tænkes for eksempel på krav om at stille uddannelsespladser til rådighed, ordentlige løn- og arbejdsvilkår, at arbejdsmiljøet er i orden mv., hedder det i høringssvaret.

Lokale overenskomster

BAT ønsker, at det nye direktiv skal indeholde krav om, at det skal gøres obligatorisk for offentlige myndigheder at følge lokale kollektive overenskomster.

BAT mener også, at direktiverne i deres nuværende form diskriminerer mellem udenlandsk og lokal arbejdskraft og fordrejer konkurrencen mellem udenlandske og lokale virksomheder.

- Ved at inkludere sociale forpligtelser klart og obligatorisk i alle kontrakter sikres fuld gennemsigtighed, ligebehandling og fair konkurrence. BAT efterlyser derfor obligatorisk brug af sociale klausuler i alle kontrakter. Sociale klausuler er desuden en unik mulighed for at investere i uddannelsen af unge mennesker gennem oprettelse af flest mulige praktikpladser, hedder det videre i høringssvaret, der fortsætter:

- Konkret bør enhver offentlig bygherre eller dennes rådgiver vurdere potentialet for praktikanter med udgangspunkt i den konkrete entreprise og mulighederne for at beskæftige praktikanter i forbindelse med arbejde.

Kontroversielt

Mere kontroversielt er forslaget om, at hovedentreprenøren hæfter i tilfælde af socialt bedrageri fra underentreprenørers side.

Der henvises til, at en sådan hæftelse allerede eksisterer i en række EU-lande. Danmark har en reminiscens i form af den "omvendte moms".

BAT-kartellet ønsker også et forbud mod udlicitering af offentlige kontrakter med henvisning til, at "det er blevet almindeligt, at virksomheder, der fungerer som mellemmænd, byder på offentlige kontrakter":

- Således udliciteres de fleste eller endda alle opgaver til tredjemand; typisk en underleverandør eller underentreprenør, umiddelbart efter at kontrakten er i hus. En særlig kategori af disse virksomheder er vikar- og rekrutteringsbureauer, som kun har få ansatte, og som udliciterer en opgave til midlertidigt ansatte eller selvstændige arme-ben-firmaer, som ikke har nogen direkte forbindelse til udbyderen. Sådanne fup-mellemmænd åbner op for social dumping og et gråt marked af virksomheder, som ikke lever op til de krav, vi stiller på det danske arbejdsmarked om lige vilkår og ligebehandling. Desuden gør udlicitering af en offentlig kontrakt det umuligt at føre tilsyn med, hvorvidt kravene overholdes, forklarer BAT.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095