23948sdkhjf

Arkitektforlig med nyt lønsystem

Arkitektbranche er enige om mere fleksibelt lønsystem med lavere startløn for nyuddannede arkitekter
Den danske arkitektbranche er blevet enige om at indføre et helt nyt lønsystem, hvor et gammeldags anciennitetsbestemt skalalønsystem udfases og afløses af mere fleksibelt og individuelt baseret system.

Det er resultatet af et treårigt overenskomstforlig mellem Dansk Ark på den ene side og Arkitektforbundet, Konstruktørforeningen og Teknisk Landsforbund på den anden. Langstrakte forhandlinger afsluttedes fredag morgen efter i sidste omgang 20 timers uafbrudt forhandling. Det vurderes, at forliget samlet koster cirka fire procent over de tre år.

- Vi er meget tilfredse. Det er et efterhånden gammelt ønske, som vi nu langt om længe er kommet igennem med. Det er en god landvinding, som betyder, at arkitektbranchens lønsystem i højere grad kommer til at ligne det øvrige arbejdsmarked, siger Christian Lerche, der er administrerende direktør i Danske Ark.

Også arbejdstagerne er tilfredse.

- Det handler om, at vi nu får et lønsystem, hvor der honoreres for kompetencer i stedet for alder. Samtidig har vi fået skabt tryghed i systemet, så det er alt i alt et skridt i den rigtige retning, siger direktør i Arkitektforbundet Arne Ennegaard Jørgensen.

Lavere startløn

Arkitektbranchen har hidtil haft et skalalønsystem, som det tidligere var kendt fra det offentlige med et langt skalaforløb med regelmæssige reguleringer.

Skalalønnen afløses af et såkaldt lønbåndsystem, hvor hvert lønbånd dækker flere anciennitetstrin. Overgangen til det nye lønsystem sker i sidste kvartal 2012 og vil, når det er helt indfaset i 2015, bestå af blot seks trin på lønbåndet. Startlønnen for nyuddannede arkitekter bliver omkring et par tusinde kroner lavere, men til gengæld stiger lønnen mere stejlt.

- Vi har siden midten af 90’erne ønsket at få fornyet vores lønsystem, så det er meget tilfredsstillende, at vi har fået vores ønskede fleksibilitet i løndannelsen.

Vi har til gengæld måtte give garantier, som indebærer, at den enkelte ved fortsat ansættelse i samme virksomhed ikke kan sættes ned i løn i forhold til sin gamle skalaløn, ligesom der er aftalt en lønsumsgaranti på virksomhedsplan, så lønsystemet ikke misbruges til dumping, siger Christian Lerche.

Han kalder det enestående, at det er lykkedes at reducere begyndelseslønnen.

- Jeg er imidlertid sikker på, at en lavere begyndelsesløn vil sikre, at vi får de unge ind på arbejdsmarkedet, fordi man må erkende, at der skal en vis praksisoplæring til, før de kan tjene deres løn hjem igen, siger Christian Lerche.

Arne Ennegaard Jørgensen erkender, at det er usædvanligt at acceptere en sådan ændring.

- Vi er kommet arbejdsgiverne i måde på dette punkt, men har fået en del til gengæld og er godt tilfredse.

Det vigtigste er, at vi er enige om, at der skal forhandles lokalt, og at trinene ikke er at betragte som en skalaløn, men en absolut mindsteløn, som er udgangspunkt for de lokale forhandlinger, siger han.

Urafstemning

Forliget indeholder også forbedring af pensionsindbetalingen, så det samlede pensionsbidrag sidst i perioden når 13 procent. Samtidig er der aftalt forbedrede vilkår for tillidsrepræsentanterne, der får en ny rolle med udsigt til lokale lønforhandlinger.

Overenskomsten omfatter omkring 700 arkitektvirksomheder og cirka 4.300 ansatte.

Overenskomstforliget sendes efter påske til urafstemning blandt Danske Arks medlemsvirksomheder og hos fagforbundenes medlemmer.

Der sker ikke sammenkædning med andre overenskomster eller mæglingsforslaget på LO-DA området.

Med forliget er varsler om konflikt samtidig trukket tilbage.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126