Materialeproducenter kigger mod udlandet
Hver tredje virksomhed i Danske Byggematerialer har et øget fokus på eksport
Men flere af materialeproducenterne har i stigende grad øjnene rettet mod udlandet i jagten på ny omsætning.
Danske Byggematerialer, der er et branchefællesskab for materialeproducenter i Dansk Byggeri, har spurgt ind til de erfaringer, som virksomhederne gør sig, og næsten hver tredje virksomhed er fast besluttet på at fokusere yderligere på at eksportere.
Det er især de europæiske lande, der er fokus på med Norge, England og Tyskland som de mest interessante markeder.
- Det er helt naturligt at koncentrere sig om de nære markeder, når en virksomhed retter blikket mod udlandet. Men sikkert er det også, at der er plads til langt større armbevægelser end dem, vi ser nu. Vi har i Danmark nogle fantastiske produkter, som sagtens kan gøre sig gældende på stort set alle markeder. Samtidig har vi den omstillingsparathed, der skal til for at skabe succes med eksport, understreger branchedirektør Per Thomas Dahl fra Danske Byggematerialer.
Han tilføjer, at den volumen en eksport kan give, bidrager til at gøre virksomheden endnu mere konkurrencedygtig og effektiv.
Sløjt hjemmemarked
Flere af de større danske byggematerialeproducenter som Rockwool, Velux og Danfoss har i forvejen skabt gode resultater på eksportmarkederne.
Men de mindre materialeproducenter kan bygge videre på de gode erfaringer.
- Nu gror træerne ikke ind i himlen, men det er rigtig positivt, at vores medlemsvirksomheder retter blikket mod udlandet i en tid, hvor det hjemlige marked er lidt sløjt. Ikke mindst fordi vi har nogle rigtig gode byggevarer at komme med, som nyder stor respekt i udlandet, siger Per Thomas Dahl
Særligt fokus
Antallet af virksomheder, der nu prøver lykken på eksportmarkederne, er da også steget.
10 procent flere af de byggematerialeproducerende virksomheder i Dansk Byggeri har i løbet af det sidste år rettet deres opmærksomhed mod eksport.
I Danske Byggematerialer har eksporten været et særligt fokusområde, som forhåbentlig har bidraget til den positive udvikling.
- Vi håber da på, at vi har hjulpet og inspireret til, at flere medlemsvirksomheder nu tør sælge uden for landets grænser. Vi glæder os især over, at det ser ud til at lykkes for de virksomheder, der er kommet i gang. Det viser, at de danske virksomheder og produkter er konkurrencedygtige, siger Per Thomas Dahl.