Messe åbner med udstillerrekord
194 udstillere har valgt at lægge vejen forbi Odense, når El & Teknik 2014 åbner i morgen
194 udstillere, hvoraf flere er med på messen for første gang, har meldt deres ankomst i Odense, og det er en fremgang i forhold til sidste messe i 2012, hvor 160 virksomheder var repræsenteret.
- Vi er naturligvis meget glade for den store tilslutning til messen. Vores glæde går samtidig på, at man kan spore en klar optimisme i store dele af branchen, og efteråret 2014 vil, efter min overbevisning, være tidspunktet, hvor markedet igen begynder at få ordentligt fodfæste. Derfor er det nu, at vores udstillere skal vise, at de har produkterne, der er nødvendige for at løse den kæmpe energioptimeringsopgave, som Danmark står overfor, siger Willy Goldby, der er direktør for VVS og EL-tekniske Leverandørers Brancheforening, Veltek, som sammen med Dansk Energi arrangerer El & Teknik-messen.
Årets studiedag
Også studerende fra landets tekniske uddannelser har vist meget stor interesse for årets studiedag, som afholdes tirsdag den 6. maj.
Knap 800 repræsentanter for branchens fremtid vil således være med til at skabe liv i hallerne, når de har afsluttet undervisningsforløbet ved middagstid.
Programmet for Energiens Torv, der som noget nyt i år placeres i Hal B for at gøre endnu bedre plads til tilhørerne, er spækket med spændende indlæg.
I løbet af messen afholdes desuden en række temamøder om Smart Grid og sikkerhed, fjernaflæsning af elmålere, VE-ordningen og evaluering af eleftersynsordningen, som snart har eksisteret i to år.
- Der er brug for at holde sig opdateret på udviklingen i vores branche, og her er El & Teknik-messen stedet, hvor både installatør- og energibranchen mødes for at være på forkant, blandt andet ved at følge indlæggene på Energiens Torv og på temamøderne, siger Jørgen S. Christensen, der er forsknings- og teknologidirektør i Dansk Energi.
Nu med app
I forlængelse af et komplet redesign af messens virtuelle hjem, www.elogteknikmessen.dk, er udstillerkataloget blevet gjort elektronisk.
Og så har Danmarks største elfagmesse fået sin egen app.
- Vi vil gerne vise, at messen følger med udviklingen, og at vi ikke er bange for at prøve kræfter med nye tiltag. Idéen er, at vi for at skærpe messens grønne profil stort set skal helt væk fra at bruge tryksager før og under messen. Vores udstillere kan fremvise det ypperste inden for energieffektiviserende teknologi, og derfor skal El & Teknik-messen følge trop og vise, at vi også er parat til at forny os, lyder det fra Willy Goldby.
Messen løber frem til på torsdag og har åbent dagligt fra kl. 8.30 til kl. 16.00.