Brug for bedre kontrol med solcelleanlæg
Solceller giver problemer for bevaringsværdige bygninger. Forening ønsker bøder for ulovlige solcelleanlæg
Det fremgik, da formanden for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur Peter Hee var i et foretræde for Folketingets Energi- Klima- og Bygningsudvalg, hvor han pegede på en række problemer, der er forbundet med eksplosionen i opsætning af solcelleanlæg.
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur arbejder for at sikre den danske bygningskultur, repræsenteret i cirka 300.000 bevaringsværdige bygninger, de byer, de er placeret i, og de kulturlandskaber de er omgivet af.
Kan ikke sige nej
Peter Hee understregede, at foreningen er positiv over for vedvarende energiformer som solfangere og solceller, men at man bekymrer sig over måden, hvorpå disse anlæg opsættes på enkeltbygninger og i deres nærmeste omgivelser:
- Ved vort netop afholdte seminar om solceller og bevaringsværdige bygninger kunne vi konstatere, at de kommunale medarbejdere er frustrerede over, at der mangler klare regler for opsætning af solceller. Er der ikke en lokalplan, der direkte forbyder opsætning af tekniske anlæg, eller kan man ikke finde en fredningsbestemmelse, er det ikke muligt at sige nej til solceller, endsige stille krav til opsætningen. Når vi ser på de anlæg, der er opsat i det seneste halve år, ser vi anlæg, der ikke er tilpasset bygningerne, sagde Peter Hee til udvalget.
Alle former
Han noterer, at "solceller kan fås i alle størrelser og former, det er blot et spørgsmål om pris":
- Mange kommuner stiller krav til tagenes udformning og farve. Hvad hjælper det at forlange røde tegltage, hvorefter de bliver dækket af sorte solceller. Det mindste man burde kunne forlange, var dog solceller i samme farve som taget, men også det er et spørgsmål om økonomi. Et særligt område er de mindre landsbyer. Her er økonomien ofte trang, hvorimod pladsen til gengæld er rigelig. Her kan opsættes solceller på jorden. Også her skal der arbejdes med varsomhed, for lange rækker af solceller foran husene øger ikke attraktionen, når nabohusene skal sælges, sagde han videre.
Sundhedsskadelige
Han slog samtidig fast, at monteres solceller forkert, så der kommer huller i tagene, eller understrygningen på tegltagene løsnes, kommer der vand ind ved stærk regn og i tøvejrs perioder. Det medfører råd og svamp i tagværket, der nedbryder bygningerne. Det medfører også skimmelsvamp, der gør boligerne sundhedsskadelige.
- Begge dele giver store gener, og ikke mindst bliver der tale om store samfundsudgifter, der kunne undgås, hvis man greb monteringen rigtigt an. Vi ser allerede nu, at der fejl i monteringen ved 10 procent af anlæggene, men det dækker jo kun de første anlæg. Hvad kan vi ikke forvente efter den kommende vinter, siger Peter Hee, der opfordrer Folketinget i forbindelse med den nye solstrategi til ikke blot at se på de energipolitiske aspekter, men også på konsekvenserne for de bygninger, hvor anlæggene monteres, såvel arkitektonisk som teknisk.
Skal stoppes
Som udgangspunkt mener foreningen, at det ikke bør være muligt at opsætte tekniske anlæg på bevaringsbygninger, uanset om de er udpeget ved en SAVEregistrering eller i en bevarende lokalplan.