23948sdkhjf

Nye tider for Vestre Landsret

KPF Arkitekter har sammen med A. Enggaard i spidsen og Cowi ingeniører vundet førstepræmien i OPP-konkurrence om den nye bygning, der skal indeholde Vestre Landsret og bygges i Viborg
- Indtil nu er vi udpeget som vinder, og glæder os til at komme i gang. Og som tegnestue er vi stolte af opgaven, siger Zoran Juresa, chef-arkitekt i KPF Arkitekter A/S, om den nye landsret i Viborg.

- Det er jo Vestre Landsret, en af de højeste institutioner i landet. Den får et smukt kig til byen og den gamle retsbygning. Bygningen bliver en vigtig del af Viborg, siger Zoran Juresa, partner i KPF, til Licitationen.

Han fremhæver værdighed, tilgængelighed og synlighed som særkender for bygningen, der er udformet så den både har det formelle for øje, altså afspejler rettens ophøjethed, og samtidig også fremstår menneskelig.

- Det er blandt andet en nyfortolkning af et klassicistisk byggeri og den får en stærk kobling til mennesket i centrum; et byggeri, man ikke føler sig forskrækket overfor. Der er både stramme og bløde linjer i projektet , så man kan mærke værdigheden og samtidig føle, at man her får en retfærdig behandling, siger Zoran Juresa.

Et tæt samarbejde

Fem danske konsortier var indbudte til at deltage i OPP konkurrencen, og tilbuddet er afgivet af et konsortium med A. Engaard A/S i spidsen. Vinderforslaget er udarbejdet i et samarbejde mellem totalentreprenør A. Enggaard, KPF Arkitekter og Cowi.

Byggegrunden er på 13.750 kvm på østsiden af Nørresø, og bygningen ligger placeret som nabo til det præmierede Videncenter Landbo Midt, som KPF også har stået for og senest udvidet i 2010.

Nybyggeriet er på i alt 9.800 kvm inklusiv kælder. Bygningen vil blandt andet bestå af retssale med voteringsrum til civile sager, otte arrestantceller, 121 faste arbejdspladser og 180 P-pladser og garager.

Bygningen består af to såkaldte volumener: Ét i to etager med foyer og retssale og ét i tre etager med kontorer og facilitetsrum placeret omkring et atrium. Facaderne består af lysegrå granit, rektangulære søjler, alu-glaspartier og kobberlameller.

Retscentrum i 1000 år

Vestre Landsret, der i dag har 38 landsdommere, blev oprettet i 1919, hvor den afløste Landsoverretten for Nørrejylland.

I forbindelse med oprettelsen blev rettens hovedbygning i Viborg opført og taget i brug i januar 1920. Hovedbygningen ligger på Stænderpladsen i Viborg og er tegnet af arkitekten Christoffer Varming.

På samme plads finder man desuden mindestenen for Jyske Lov, opstillet i forbindelse med 700-året for lovens ikrafttræden i 1241.

Som institution er Vestre Landsret en af landets ældste med oprindelse i Viborg Landsting, der med sikkerhed kan spores tilbage til historisk tids begyndelse og formentlig er betydelig ældre, ifølge wikipedia.dk.

Viborg har således været retscentrum i mindst 1000 år.

Med tiden har det været nødvendigt at tage lokaler andre steder i brug, også i takt med øget aktivitet. Det aktuelle projekt er dermed nyeste skud på den stamme.

KPF Arkitekter er en af de mest succesrige danske tegnestuer for tiden, de var i 2011 placeret som nr. 7 blandt de 10 danske tegnestuer med størst omsætning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094