Vestas sælger fabrik i Varde til kineserne
Kineserne tager en bid af Vestas. Titan Wind Energy køber tårnfabrik i Varde og redder 120 arbejdspladser.
I januar besluttede Vestas ellers at lukke tårnfabrikken. Siden kom der bud fra flere interesserede købere, oplyser vindmølleproducenten, og nu er en aftale altså kommet i hus med selskabets kinesiske samarbejdspartner Titan Wind Energy.
Kineserne overtager fabrikken i Danmark - og dermed bevares højt specialiserede arbejdspladser herhjemme.
De 120 ansatte på tårnfabrikken havde udsigt til at miste deres job med lukningen.
Titan Wind Energy overtager nu fabrikken og fortsætter produktionen i Varde.
Ditlev Engel, der er direktør for Vestas, er glad for, at aftalen er faldet på plads.
- Vestas byder Titan Wind Energy velkommen i et område af Danmark, der bedst kan beskrives som den globale vindindustris vugge, siger han i en kommentar til salget.
Vestas-bossen ser et "enormt potentiale for yderligere samarbejde og udvikling med Titan Wind Energy".
Frasalget af fabrikken betyder, at Vestas kan skære ned på de faste omkostninger. Og det er der brug for i den kriseramte vindmøllekoncern.
I årets første kvartal kom Vestas ud et underskud før skat på 162 millioner euro - svarende til cirka 1,2 milliarder kroner. Det skal sammenlignes med et underskud i samme periode sidste år på 85 millioner euro.
Og en af måderne at spare på er netop at skaffe sig af med nogle af de mange ansatte. Inden udgangen af 2012 skal der være omkring 20.400 ansatte i Vestas. I dag er der omkring 22.580 ansatte.
Titan Wind Energy er Kinas største producent af vindmølletårne. En stor del af produktionen eksporteres til Europa, USA, Sydamerika, Indien, Australien og Centralamerika.
Titan Wind Energy har leveret tårne til Vestas siden 2006.
/ritzau/