23948sdkhjf

Kommunale grunde sælger ikke

Siden 2009 har det næsten været umuligt for kommunerne at sælge deres tomme erhvervsgrunde. Dog ændrer det ikke på prisniveauet i alle kommuner
Mange millioner kvadratmeter erhvervsgrunde står tomme rundt omkring i landets kommuner. Næsten ingen virksomheder bygger nyt byggeri, siden finanskrisen brød ud, og derfor er de mange kvadratmeter usælgelige. Sådan lyder meldingerne fra de kommuner, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har talt med.

Både Silkeborg, Aalborg, Odense og Greve kommune fortæller, at salget af erhvervsgrunde har været stort set dødt siden finanskrisen for alvor brød ud.

- Vi solgte en del grunde i 2008, men herefter er det gået ned ad bakke. Fra 2010 til 2012 er salget stort set gået helt i stå, siger konsulent Allan Iversen fra Silkeborg Kommune, som har over en million kvadratmeter jord udlagt til erhvervsformål sat til salg.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der netop fra 2008 til 2009, hvor finanskrisen for alvor prægede markedet, er sket et drastisk fald i kommunernes indtægter fra salg af erhvervsgrunde. I 2008 lå kommunernes indtægt på knap 1,5 mia. kroner, mens den kun lå på omkring 376 mio. kroner i 2009. Både i 2010 og 2011 har kommunernes salgsindtægter ikke overskredet 550 mio. kroner.

Kommunernes Landsforening har ikke undersøgt, hvor mange erhvervsgrunde, der bliver solgt i kommunerne, og har derfor ikke noget samlet overblik over, om den tendens, de fire kommuner beskriver, også gør sig gældende i resten af landet.

Specialkonsulent hos KL’s økonomiske sekretariat Anders Windinge siger dog, at udviklingen i kommunernes indtægter fra salg af erhvervsgrunde peger i retning af, at der bliver solgt markant færre grunde end tidligere.

- Fra 2008 til 2009 sker der et stort fald i kommunernes indtægter fra jordforsyning til erhvervsformål, og det vil ikke alene kunne forklares af et generelt prisfald på erhvervsgrunde. Det tyder på, at der bliver solgt færre erhvervsgrunde i kommunerne, siger han og tilføjer, at forklaringen på faldet i indtægter også kan være at finde i en kombination af både prisfald på markedet og færre solgte grunde.

Lave priser at finde

Kvadratmeterpriserne på erhvervsgrundene er meget svingende afhængig af, hvor i landet de ligger.

I Silkeborg Kommune kan man for eksempel i et område få en kvadratmeter jord for kun 56 kroner ekslusive moms, mens en kvadratmeter erhvervsgrund i Greve Kommune, der ligger tæt på København og motorvejen, mindst koster 650 kroner uden moms,

At salget næsten er ikke-eksisterende på nuværende tidspunkt har ikke presset priserne i bund. Greve, Silkeborg og Odense Kommuner har haft nogenlunde stabile priser under finanskrisen

- I forvejen ligger priserne ikke ret højt, og i forhold til et stort nyt byggeri udgør udgiften til grunden kun en lille del. Selv hvis vi solgte grundene for nul kroner, tror jeg ikke, at vi ville få gang i salget, siger Allan Iversen.

Aalborg Kommune har som den eneste af de adspurgte kommuner sænket priserne en smule.

- Kommunalpolitikerne justerer priserne en gang om året, og de er gået lidt ned, men der er ikke tale om brandudsalg, siger arkitekt Steen Trant fra Aalborg Kommune.

Få firmaer udvider

Ifølge både Silkeborg og Odense Kommuner ligger forklaringen på det manglende salg i, at bankerne og kreditforeningerne ikke vil låne penge ud til virksomheder, der vil opføre nye bygninger.

Seniorøkonom Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri tror ikke, at bankerne og kreditforeninger bærer hele skylden.

- Det er en uheldig sammenblanding af flere uheldige faktorer, der har bremset nybyggeriet på erhvervsgrunde. Omfanget af nybyggeri afhænger af virksomhedernes forventninger til fremtidig afsætning og produktion sammenholdt med deres produktionskapacitet. I medicinalbranchen går det for eksempel godt, og derfor producerer de mange varer og har brug for plads, mens der i mange andre brancher er lavkonjunktur og derfor ikke behov for mere plads, siger han.

Finn Bo Frandsen påpeger desuden, at omkring syv millioner kvadratmeter erhvervsbygninger står tomme, og at der derfor ikke umiddelbart at brug for at opføre nye byggerier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11