Der er kommet 50.000 personer flere på langvarig offentlig forsørgelse siden krisen brød ud medio 2009. Det viser en analyse, som AE-rådet har lavet. Samlet set er der 834.000 modtagere af offentlig forsørgelse. Heraf har 607.000 personer været offentligt forsørget i mindst 12 sammenhængende måned. Det svarer til 73 pct. af det samlede antal offentligt forsørgede. En stor del af disse langvarigt forsørgede er personer på efterløn og førtidspension.
Udelades disse tilbagetrækningsordninger samt modtagelse af barselsdagpenge fra opgørelsen, er der tale om 261.000 langvarigt forsørgede. I dette tal indgår personer på typiske midlertidige ydelser som dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge og støttet beskæftigelse.