23948sdkhjf

Monet går under jorden

Museet Ordrupgaard har planer om at udvide med omkring 1700 kvm under jorden
Franske malere som Monet og Gauguin går i bogstaveligste forstand under jorden, hvis et nyt projekt om udvidelse af museet Ordrupgaard, som ligger tæt ved Charlottenlund, bliver en realitet. Ordrupgaard har nemlig planer om at bygge en omkring 1700 kvm stor tilbygning under jorden, og den skal rumme museets franske samling.

Gentofte Kommune har netop besluttet at ændre lokalplanen for området, så Ordrupgaard kan bygge til. For at finde det rette underjordiskeprojekt udskrev museet en arkitektkonkurrence. Grunden til, at Ordrupgaard vil bygge under jorden skyldes dels lokalplanen - som dog alligevel skal ændres - samt et ønske om at skabe nye og bedre fysiske rammer for udstilling og bevaring af museets franske samling. Udover at tilgodese netop den franske samling skulle arkitektkonkurrence i høj grad medvirke til at fremkalde løsninger, som passer ind i det eksisterende bygningskompleks og det omkringliggende parklandskab.

Norske arkitekter

Det var det norske arkitektfirma Snøhetta Arkitekter, der vandt konkurrencen med projektet “Himmelhaven". I alt deltog seks arkitektfirmaer.

- "Himmelhaven" - som Snøhetta Arkitekter meget poetisk kalder deres forslag - er en ualmindeligt nænsom løsning på en kompliceret udfordring, forklarer Anne-Birgitte Fonsmark, Ordrupgaards direktør. Derudover siger hun, at vinderprojektet passer utroligt godt til hovedbygningen:

- Snøhetta viser stor respekt for såvel Zaha Hadid som Tvedes arkitektur. De fastholder den eksisterende indgang i Zaha Hadids bygning og skaber en overbevisende rundgang, der fører publikum gennem en række harmoniske udstillingssale i et behageligt flow. Forslagets centrale udstillingssal ligger som en skattekiste og markerer sig - set ude fra - smukt som en monolit skåret ud af terrænet.

Selv om tilbygningen hovedsageligt ligger under jorden, vil den rage cirka halvanden meter op over jorden og vil på den måde fungere som en slags flad skulptur ved indgangsarealet til museet.

Ordrupgaard har årligt 65.000 besøgende og forventer en stigning i antallet af besøgende på cirka 40 procent det første år, den nye bygning står klar. Herefter tror museet, at besøgstallet vil dale til cirka 10 procent over det nuværende niveau.

Med kommunens vedtagelse af, at der skal udarbejdes en ny lokalplan, er Ordrupgaard et skridt nærmere realisering af projektet. Nu skal museet i gang med at skaffe penge til tilbyggelsen via forskellige fonde. Hvor meget Snøhetta Arkitekters projekt koster at gennemføre, vil Ordupgaard på nuværende tidspunkt ikke oplyse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156