Fra fyrtårn til oplevelsestårn
Realdania har offentliggjort, hvilke 11 projekter som får støtte i forbindelse med Stedet Tæller-kampagnen. Blandt de udvalgte projekter er Bovbjerg Fyr og pumpestationerne ved Skjern Å
Bovbjerg Fyr er nemlig et af i alt 11 projekter, som Realdania har valgt at støtte i forbindelse med den fem-årige kampagne: Stedet Tæller.
Med kampagnen vil Realdania vise nye veje til, hvordan man kan forbedre livskvaliteten i yderområderne med udgangspunkt i de særlige kvaliteter og potentialer, områderne har.
I kampagnens første ansøgningsrunde modtog Realdania 120 idéer til projekter. 25 idéer blev valgt ud, og projektudviklingsfasen fortsatte. Af de 25 projekter ser 11 nu dagens lys i den nærmeste fremtid. De får i alt 34,8 mio. kroner i støtte fra Realdania.
- Projekterne er lovende bud på, hvordan kulturhistoriske, bygningskulturelle og landskabelige kvaliteter kan aktiveres og udvikles, så de bliver til gavn for mange mennesker og styrker livskvaliteten lokalt, siger Karen Skou, der er projektleder i Realdania.
Bovbjerg Fyr bliver i forvejen anvendt som et lokalt mødested og er i dag en hyppigt besøgt turistattraktion med omkring 40.000 besøgende årligt. Det er Fonden Bovbjerg Fyr, der har søgt Realdania om tilskud til projektet, da fonden vurderede, at fyrets nuværende indretning begrænser mulighederne for at formidle historie, landskab og kulturmiljø til nye målgrupper.
Pumpestationer ved åen
Ringkøbing-Skjern Kommune står bag et af de andre vinderprojekter, nemlig projektet Arbejdende pumpestationer".
Projektet skal udvikle og forny formidlings- og oplevelsesmulighederne langs Skjern Å. Derudover skal indkigget til Borris Hede forbedres, og den succesfulde indsats for at bringe laksen tilbage skal gøres synlig.
Visionen med projektet er at skabe en rød tråd i formidlingen af Skjern Å. Projektet skal udnytte og forbedre de eksisterende muligheder på stedet ved blandt andet at inddrage pumpestationer som formidlingspunkter. I alt tre pumpestationer skal renoveres. De skal blandt udstyres med trapper og tagterrasser. Derudover skal der opføres et udsigtstårn, og en simpel bro over åen skal genskabes.
I løbet af 2013 lancerer Stedet Tæller en ny ansøgningsrunde, hvor man igen har mulighed for at byde ind med projektidéer, som aktiverer yderområdernes kvaliteter og potentialer.