Vejnettet taber i kampen om investeringer
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har trykket på pauseknappen for en række vigtige vej- og anlægsprojekter
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) afviser forslagene fra oppositionen om at enten at lade de fire mia. kroner til en ny Storstrømsbro finansiere af brugerbetalingen fra Femernforbindelsen, eller lade Storebæltsforbindelsen betale halvdelen og så tage den anden halvdel i Infrastrukturfonden.
Samtidig konstaterer ministeren, at vejprojekter og faste forbindelser til en værdi af cirka 27 mia. kroner står på "venteliste", og han har sat stop for nye VVM-undersøgelser, før der er fundet penge til projekterne.
Tilbageløb
Kampen står om de fire milliarder kroner, der er "løbet tilbage" i Infrastrukturfonden i besparelse fra BaneDanmarks signalprojekt, og der kan imødeses yderlige tilbageløb de kommende år fra igangværende projekter, idet der er indsat en økonomisk buffer på cirka 30 procent i alle projekter.
- Regeringen har trykket på pause-knappen for nye investeringer på vejområdet i hele 2012, og nu ser det ud til, at det har man også tænkt sig at gøre i 2013. Det er udtryk for manglende initiativ og visioner når der hverken er konkrete anlægsinvesteringer eller målsætninger for fremtidens veje i Finansloven, siger sekretariatschef i Dansk Vejforening, Søren Bülow.
I februar måneds trafikaftale blev 12 køreklare anlægsprojekter sat på pause, og der vil også være for få penge til vedligeholdelsen af statens veje i 2013, hvis regeringen ikke foretager sig noget.
Princip
Statsminister Helle Thorning-Schmidt redegjorde på tirsdagens pressemøde, for beslutningen om at sætte projekterne i bero.
Det på trods af, at der er et samlet offentligt budget på over 1.000 mia. kroner, og at billisterne årligt betaler langt over 40 mia. kroner i skatter og afgifter.
- Vi har det princip, at vi ikke kan bruge penge, der ikke er der, og derfor har vi, for ikke at give forhåbninger, der ikke kan indfries, udskudt de pågældende VVM-vurderinger, til vi er sikre på, at pengene er der. Vi er i en økonomisk situation, der ganske enkelte gør, at vi ikke kan bruge penge, der ikke er der. Vi må erkende, at i den nuværende økonomiske situation må vil tilrettelægge de offentlige projekter efter virkeligheden, sagde statsministeren på gårsdagens pressemøde.