23948sdkhjf

Naturen holder sit indtog i Aarhus

Arkitekt- og bygningskonstruktørstuderende har en plan om at rykke Mols Bjerge helt ind på Aarhus havn
15 studerende dystede den 1. til 10. februar på både kreativitet og faglighed, da de som led i årets Vinterskole i Aarhus konkurrerede om at skabe det bedste bud på et unikt og fremtidstænkende rum for enden af Pier 2 på De Bynære Havnearealer.

Arrangørerne af vinterskolen er NCC Construction, Aarhus Kommune ved Arealudvikling Aarhus, Arkitektfirmaet C.F. Møller, Arkitektskolen Aarhus og Bygningskonstruktøruddannelsen på VIA University College i Aarhus.

Nu er vinderne kåret, og selv om alle projekterne udviste stor originalitet, var der dog et, som dommerne faldt for.

Det er projektet "Havnebakkerne", skabt af de studerende Brian Vium Andersen, Arne Gundersen, Lena Dänzer-Vanotti, Mark Kelly og Johanna Eckerdal. Holdet foreslår at skabe et bakket landskab med grus, græs, sand og siv på den åbne havneplads ved Pier 2.

I kombination hermed opføres en offentlig bygning, "Netværksstedet", hvor unge og gamle borgere kan mødes og "game" sammen. Bygningen skal samtidig fungere som et udstillingsrum for ny software, hvor brugerne af huset kan lære og hjælpe med at teste nye computerprogrammer.

Vild natur i byen

Havnebakkerne skabes ved at omdanne Pier 2 til et kuperet landskab med bakker og lavninger, der skaber alsidighed og trækker Mols vilde natur helt ind i byen. For at understøtte byens bæredygtighedsstrategi foreslår de studerende meget opsigtsvækkende at anvende beplantning, der i symbiose med forskellige bakterier potentielt kan udskille ny energi, som kan opsamles og anvendes i husstande.

I begrundelsen for dommerkomiteens valg af vinderprojektet hedder det blandt andet:

- Holdet har med deres forslag til Havnebakkerne formået at skabe et projekt, der med udgangspunkt i det eksisterende steds vilkår og fysik med eksisterende materialer repræsenterer en enkel og bæredygtig grundholdning til at remodulere og etablere nye rumlige rammer og oplevelser.

De to øvrige holds projektforslag var begge centreret omkring etableringen af parker på havneområdet og indeholdt også spændende tanker så som for eksempel interaktiv lyssætning, termisk opvarmede bade og forskellige former for udstillingspladser i det offentlige rum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094