Danske OPS-byggerier med indbyggede ESCO-synergier
Dansk kommunalt byggeri er fysisk repræsenteret på europæisk ESCO-konference i London i dag og i morgen
Det sker, når Kuben Management deltager som key note speaker ved den europæiske ESCO Europe-konference i London den 25.-26. januar og skal fortælle om den nyudviklede model for konstruktion af både udbud og den efterfølgende drift.
For Gribskov Kommunes vedkommende drejer det sig om en ny skole og en ny svømmehal, som skal være med til at danne skole for fremtidige offentlig-private samarbejder (OPS) og ESCO-samarbejder. Kuben Management, der har fungeret som ESCO-rådgiver for Gribskov Kommune og været med til at rådgive om, hvordan elementer fra ESCO kan styrke OPS-modellen, og erfaringerne skal nu deles med et større europæisk publikum.
OPS møder ESCO
- Vores arbejde med Gribskov Kommune er et godt eksempel på, hvordan vi med udgangspunkt i vores viden om kommunernes behov forsøger at skabe skræddersyede og innovative løsninger inden for rammerne af OPS og ESCO-modellen, som kan resultere i energirigtige og bæredygtige "value for money"-løsninger for kommunerne; både når det gælder renovering og nybyggeri, siger Signe Fogtmann Sønderskov, der er projektchef hos Kuben Management og skal præsentere Gribskov-casen ved konferencen i London.
- Vi er ret stolte af, at vores byggeri har vakt så meget interesse i udlandet, at det nu præsenteres som best practise på en international ESCO-konference. Vi har været med til at søsætte et både energioptimeret såvel som økonomioptimeret byggeri, for eksempel i kraft af, at vi har fået udviklet en fleksibel driftsomkostningsmodel, der tager hensyn til et varierende forbrug, siger Claus Thykjær, der er vicekommunaldirektør i Gribskov Kommune.
Gribskov Kommune opfører i øjeblikket en ny skole og offentlig svømmehal og har som udgangspunkt et klart ønske om at bygge to energieffektive bygninger med fokus på bæredygtighed; uden at kompromittere skolens og svømmehallens funktionaliteter. Det er resulteret i en unik kombination af en traditionelt OPS-model med indbyggede elementer fra ESCO, hvor nye udbudsmetoder og driftsmodeller blev taget i brug.
Projektet gennemføres som et OPS med indbyggede elementer fra ESCO og omfatter byggeri og den efterfølgende drift af de to bygninger.
To store fordele
ESCO bruges typisk i forbindelse med renovering og ikke ved nybyggeri. Men ved at inkludere ESCO i byggeriets udbudsfase fik man to store fordele:
For det første sikrede man, at konkrete krav om bæredygtighed og energiforbrug blev en central og selvstændig del af leverandør-udbuddet. For det andet var der brug for en model, der tager hensyn til, at brugen af bygninger og dermed også energiforbruget kan ændre sig meget over tid.
Normalt er leverandørernes bud på drift af et nybyggeri nemlig forbundet med store risici både for kommune og leverandør idet de traditionelle OPSer tager udgangspunkt i et ukendt, estimeret og fastlagt forbrug. Men i Gribskov Kommunes tilfælde har man udviklet en særlig ESCO-inspireret driftsaftale, hvor energiforbrug og afregning knyttes til brug af faciliteterne, og hvor baseline kan blive justeret, hvis leverandøren for eksemple kan påvise, at ændret brug af faciliteterne har ført til et øget energiforbrug. Omvendt kan kommunen spare penge, hvis det omvendte er tilfældet f.eks. hvis antallet af elever på skolen falder.
På den baggrund har Gribskov Kommune gennemført udbuddet, og det vindende konsortium bygger nu den første skole i Danmark, der er bygget i henhold til kravene i bygningsreglementet for lavenergibyggeri 2015.