23948sdkhjf

Bispebjerg har helt styr på temperaturen

Det nye hospitalsbyggeri på Bispebjerg begynder at høste afledte gevinster på energi- og kølingsområdet: automatisk temperaturovervågning redder medicin og forskningsresultater
Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler har netop udstyret 800 frysere, køleskabe og kølerum med såkaldte RTLS-tags (Real Time Location System), der trådløst registrerer temperaturerne på det kostbare indhold.

Det er måske verdens største samlede temperaturmåling baseret på den nye teknologi. Og potentialerne for kvalitetssikring, dokumentation og sparet strøm er store - også for andre og fremtidige supersygehuse.

960.000 kroner kostede det, da én fryser gik ned en weekend i efteråret 2011. Indholdet var blandt andet antistoffer, antigener, forskellige prøver og andet kostbart forskningsmateriale.

Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler kasserer desuden hvert år store mængder medicin, fordi kravene til rette temperatur ikke har været overholdt.

- De kvalitetsansvarlige på afdelingerne har aflæst temperaturen på et termometer, og noteret det i et skema en gang i døgnet. Hvis det skete kl. 15, og køleskabet så stod af kl. 16, gik der næsten et døgn, før det blev opdaget. Og så går uerstattelige forskningsprøver eller dyr medicin tabt, fortæller projektchef Arne Winther fra Devoteam, der hjælper hospitalerne med temperaturmålingsprojektet.

Verdens største

Men sådan skal det ikke længere foregå.

Der er nu automatisk temperaturregistrering på samtlige cirka 800 køleskabe, frysere og kølerum på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler. Leverandøren af teknologien, Ekahau anslår, at det er verdens største samlede temperaturmåling baseret på RTLS.

En ekstra bonus er, at man nu meget nemmere kan overholde dokumentationskrav efter Den Danske Kvalitetsmodel.

Der er mange muligheder i RTLS-teknologien. For hospitalerne er det af stor betydning at sikre indholdet i de temperaturfølsomme enheder og rum. Men temperaturovervågningen øger også muligheden for at spare strøm ved at indstille temperaturen mere nøjagtigt. Samtidig skaber det overblik over alle enhedernes placering og tilstand.

RTLS-projektet er et eksempel på en afledt effekt af det store byggeprojekt, Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, som ikke bare skal bygge nye rammer til gamle vaner, men hjælpe organisationen med at finde nye og mere effektive arbejdsmetoder og teknologier.

- Vi oplever faktisk, at en del personale efterspørger ny teknologi, fordi det kan være en hjælp i hverdagen. Så vi behøver bestemt ikke at tvinge det ned over hovedet på folk, siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094