23948sdkhjf

Fremtidens mur – slank, stærk og bæredygtig

Udviklingen af nye kombinationer af tegl og isolering skal sikre fremtidens mur som en bæredygtig løsning. Murene skal ikke være tykkere, men slankere
Krav om bæredygtighed og bedre isoleringsevne i huse stiller store krav til fremtidens mur. En af udfordringerne er blandt andet at udnytte naturens ressourcer bedre og opnå lave U-værdier uden at øge vægtykkelsen. Teglbranchen arbejder derfor for nye højeffektive og slanke murløsninger, der tager hånd om denne udfordring.

- Tidligere gjorde man mure ved nybyggeri tykkere for at efterleve energikravene. Men hvis vi skal undgå at ende med husmure, der er lige så tykke som gamle borgmure med et stort materialeforbrug og lavt nettoareal, er vi nødt til at nytænke murenes konstruktion og overveje kombinationen af byggematerialer i tegl og isolering på ny, siger Tommy Bisgaard fra Kalk- og Teglværksforeningen.

Teglbranchen er derfor i fuld gang med at udvikle nye bæredygtige og energieffektive løsninger, der kombinerer nye typer fast isolering med nye stenformater og mørteltyper. Målet er at bevare murene forholdsvis smalle, men samtidig give dem større styrke end de traditionelle murtyper.

Blokke og søjler

En af teglbranchens nye løsninger til fremtidens mure kombinerer for eksempel EPS-blokke med smallere mursten og nye mørteltyper. EPS-blokkene klæbes sammen med formur og bagmur, så der opstår slanke "isolerings-søjler" med styrker, der er op til 10 gange stærkere end traditionelt murværk, hvilket også giver teglmuren en højere stabilitet. EPS-søjlerne overflødiggør de stabiliserende stålsøjler, der ofte udgør markante kuldebroer.

- Umiddelbart skulle man måske tro, at en smal mur er en ustabil mur. Men i kombination med EPS-blokkene opnår man en styrke, der er højere end traditionelle løsninger, forklarer Tommy Bisgaard, og fortsætter:

- Det smarte er, at det bliver muligt at kombinere bedre isoleringsevne med en smallere og stærkere mur og dermed skabe en mere bæredygtig løsning. Man får, så at sige, både i pose og i sæk.

Nye mørteltyper vil også bidrage til bedre løsninger. Forskellige former for specialmørtel gør det muligt at øge styrken mellem mørtlen og murstene og derved styrke muren.

Bæredygtige mure

Lave U-værdier for enhver pris er ikke målet for teglbranchens nye energiløsninger. Tværtimod anlægges et livscyklusperspektiv, der tager højde for materialernes miljøpåvirkning fra produktionsfasen og i hele murens levetid - inklusive deponi. Her er vedligehold og recirkulering af byggematerialer også væsentlige parametre.

- De øgede krav til isoleringsgrad afspejler et samfundsmæssigt ønske om at skåne miljøet gennem ægte bæredygtighed. Derfor bør man ikke nøjes med at se på byggematerialernes isoleringsevne. Man bør også sikre sig, at kombinationen af materialer i fremtidens mure påvirker miljøet mindst muligt i hele byggevarens livscyklus. Det er det, vi arbejder ud fra i de nye tegl- og isoleringsløsninger, fortæller Tommy Bisgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094