Maskinstyringens kampvogn
Sitech har øget sin fokusering på elektronisk udstyr til marinesektoren. Kunderne stiller stigende krav til avanceret og hærderobust isenkram
To områder
Overordnet kan marinesektoren opdeles i to områder: GPS-udstyr til at positionere flåder, opmålingsskibe og sandsugere med samt GPS-udstyr til store kraner og gravemaskiner.
- Med vores produkter hjælper vi kort fortalt kunderne, så de kan udføre deres arbejde nemt og præcist. I dag er elektronisk udstyr uundværligt værktøj for virksomhederne, siger projektchef Jan Larsen fra Sitech, der ligger i Hørning lidt uden for Aarhus.
- Kunderne stiller ekstreme krav til driftssikkerhed. Arbejdet foregår ude på havet, så udstyret skal virke, og det skal være robust og ikke mindst enkelt at anvende, da der typisk arbejdes i skiftehold med skiftende maskinførere. Det er ikke for ingenting, at Trimbles maskinstyring bliver kaldt for maskinstyringens kampvogn, tilføjer Jan Larsen.
Eksport af knowhow
Et stigende antal projekter bliver udført i udlandet. Sitech har således udført opgaver i forbindelse med etablering af bølgebrydere i Afrika, havneudvidelse i Mellemøsten, uddybning af havnebassin i Norge, brobygning i Sverige og offshore projekter i Brasilien.
- Kunderne inden for marine arbejder på kryds og tværs af landegrænser. Arbejdet er meget projektorienteret, siger Jan Larsen.
Marine er en niche, hvor Sitech har fået slået sine kompetencer fast. Jan Larsen forklarer, at forhold som tidevandsforskelle, strømforhold, afstand fra land og et arbejdsområde, du ikke altid kan se, tager Trimbles produkter højde for. Også hvor sugehovedet på en sandsuger skal sidde i forhold til skiftende vanddybde, arbejde om natten eller i tågede forhold, kan Trimbles systemer hjælpe.
- Vi ved, hvad vi kan inden for positionering. Vi er stærke på GPS-udstyr til gravemaskiner, på positionering af flåder og kraner samt etablering af infrastruktur på det enkelte site. Trimble er skrap til at sætte fokus på kundens behov, og det gør vores arbejde som forhandler meget lettere, siger Jan Larsen.