23948sdkhjf

Første nybyggede højskole i 45 år

A.P. Møller Fonden og Realdania går nu sammen med Roskilde Kommune og Roskilde Festival om den endelige finansiering af byggeriet af den første almene højskole, der opføres fra grunden i Danmark i over 45 år
Flere års arbejde med at rejse den nødvendige finansiering til byggeriet af Roskilde Festival Højskole kan nu afsluttes. A.P. Møller Fonden og Realdania har bevilget de sidste nødvendige midler til højskolens opførelse.

Dermed kan etableringen af den første nyopførte almene højskole i Danmark siden 1969 endelig igangsættes.

Højskolen opføres i Roskildes kreative og musiske bydel Musicon og vil tilbyde læring i udvikling af kulturelle og sociale begivenheder med fag inden for kommunikation, ledelse, arkitektur, design og musik.

- Højskolelivet, en fantastisk læring fra Roskilde Festivals erfaringer med frivillige og ildsjælene og det fællesskab, der kommer til at fylde Roskilde Festival Højskole, bliver vigtige elementer i udvikling af den nye Musicon-bydel. Højskolen er derfor en oplagt nabo til festivalen og rockmuseet. Det er vi i Realdania meget glade for at kunne støtte op omkring. Desuden vil projektet i den grad kunne være inspiration for andre som et eksempel på, hvordan tomme industribygninger og anlæg får nyt liv som del af en helhedsorienteret byudvikling, siger adm. direktør Jesper Nygård fra Realdania.

Færdig i 2017

Højskolen etableres som kostskole under Højskoleloven og får plads til mere end 100 elever fordelt på forårshold og efterårshold af henholdsvis fem og fire måneders varighed.

Ddet hollandske arkitektfirma Mvrdv skal sammen med københavnske Cobe arkitekter tegne højskolen i og omkring en eksisterende fabrikshal.

Første spadestik forventes taget i slutningen af 2015, og højskolen forventes at stå færdig i efteråret 2017.

- For mig er det både som borgmester og rent personligt en stor glæde, at Roskilde nu igen får en højskole. Det er mit håb, at unge fra hele Skandinavien vil mødes på højskolen og uddanne sig i frivillighed og medborgerskab. For højskole handler grundlæggende om forståelse og respekt for demokratiet og om i fællesskab at skabe nye løsninger. Roskilde Festival er kendt for nytænkning, bæredygtighed og stort socialt engagement. Jeg glæder mig utrolig meget til at opleve en moderne byhøjskole i samme ånd, og jeg er sikker på, at skolen vil blive banebrydende i sin måde at arbejde på, siger Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S).

Budget på 160 mio.

Det samlede budget for etableringen af Roskilde Festival Højskole beløber sig til 160 mio. kroner, hvoraf Roskilde Festival har forpligtet sig på at bidrage med 34,5 mio. kroner.

De øvrige primære bidragsydere er Roskilde Kommune med 53,5 mio. kroner, Realdania yder 50 mio. kroner og A.P. Møller Fonden bidrager med 20 mio. kroner. Hertil kommer bevillinger fra Knud Højgaards Fond på én mio. kroner samt øremærkede midler til inventar fra Tuborgfondet én mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141