Miljøministeriet fyrer 115 ansatte
115 ansatte er færdige i Miljø-, Natur- og Kort- og Matrikelstyrelsen, fordi Miljøministeriet skal spare.
Der forsvinder godt 15 stillinger fra Miljøstyrelsen, cirka 80 fra Naturstyrelsen samt omtrent 20 fra Kort- og Matrikelstyrelsen.
Slankningen skyldes, at Miljøministeriet i år skal spare 2,5 procent i administrationen og det dobbelte - 5 procent - i 2013.
Det sker under overskriften "Effektiv administration i Staten". Sparekravet kommer oveni allerede kendte besparelser.
- Som alle andre skal Miljøministeriet have balance mellem vores budget, de prioriterede opgaver og vores kompetencer. Og nu er vi i en situation, hvor vi er nødt til at tage afsked med kolleger, fordi vores rammevilkår ændrer sig, siger departementschef Marianne Thyrring.
Fremover skal der skabes vækst og udvikling gennem miljø- og naturpolitikken samt arbejdet med geodata og digitalisering. Det skal vise vejen til grøn omstilling, påpeger hun.
- Vi skal beskytte og udvikle natur på en ny måde. Vi skal fokusere på områder, hvor vi gør størst gavn, og herudover skal vi i højere grad inddrage vores omverden i opgaveløsningen, siger departementschefen.
/ritzau/