Grim overraskelse kan vente forude
Dansk Energi afviser anklager om, at finansministre Bjarne Corydon via DONG ad bagvejen forsøger at kradse flere penge hjem fra solcelleejerne. Det fremgår ellers af intertnt mødereferat
Tariffen betyder, at forbrugere med solcelleanlæg skal betale fuld tarif for deres samlede el-forbrug. Det skal også være gældende for anlæg, der allerede er installeret.
- Statens energiselskab Dong fremhævede, at en privatkunde i et netselskab med en tarif på 20 øre skal betale 20 øre for den el, der bliver hentet på elnettet også selv om ejeren har produceret strømmen for flere måneder siden, hedder det i mødereferatet.
Ligeglade
Det betyder, at en solcelleejer skal betale fuld tarif for sit forbrug med undtagelse af den produktion, ejeren simultant bruger, når strømmen bliver produceret.
Tariffen der reelt kan opfattes som en ekstra afgift - svinger fra selskab til selskab mellem 12 øre og 20 øre pr. kWh for en privat kunde.
Samtidig skal der indføres en "abonnementsbetaling" som, skal dække "de administrative omkostninger ved håndtering af målerindberetninger. Abonnementet er ud over tarif-taksterne".
Fortrolige referater fra mødet viser ifølge adm. direktør Jørn Bue Madsen fra solcellevirksomheden Blue Solar i Fredericia, at deltagerne i mødet ikke er bekymrede for, at nye solcelleanlæg ikke vil få 130 øre for den strøm, de producerer, men nu cirka 20 øre mindre.
Det er en forringelse på cirka 15 procent.
- Tilsyneladende er de ligeglade med, at en ændring vil betyde, at tilbagebetalingstiden for et lille anlæg øges fra 10 år til over 15 år. Dermed tilsidesætter udvalget Martin Lidegaards udmelding om, at tilbagebetalingstiden maksimum må være 10 år, mener Jørn Bue Madsen.
Politisk makværk
Han mener, at det politiske flertal bag regeringens nye lov om solceller har sagt ja til noget lovmæssigt makværk, og det er ikke klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R), som er skurken, men finansminister Bjarne Corydon (S).
- Finansminister Bjarne Corydon regner forkert, når han mener, at statskassen mangler penge, fordi man ikke får afgifter ind på solcellestrøm. Han "glemmer" de 700 millioner kroner, staten får ind i moms og den ene milliard kroner, der er et resultat af, at staten får skat og sparer penge til dagpenge for de mange byggearbejdere, som har fået job med den tidligere solcellelov. Havde han regnet det hele med, var det en god forretning for staten, siger Jørn Bue Madsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han har foreløbig afskediget fem medarbejdere på grund af regeringens indgreb i forhold til den tidligere solcelleordning.
Længere tilbagebetaling
Jørn Bue Madsen kalder Martin Lidegårds påstande om, at de nye regler gør det mere attraktivt for andre end boligejerne at investere i solcelleanlæg for "politisk svindel" et "fupnummer fra regeringens side", og han peger på, at solcelleejere også skal betale 1.500 kroner for at blive registreret i elselskabernes kundesystem.
- Vi kommer op på meget længere tilbagebetalingstider, end forudsat i den nye lovgivning. Staten kræver ind med arme og ben alle de steder, de kan komme til det. Staten bruger ejerskabet i Dong til at få endnu flere afgifter i statskassen, slutter Jørn Bue Madsen, der gør opmærksom på, at elselskabernes målesystemer slet ikke er klar til det nye system. De tekniske systemer er slet ikke på plads, hvorfor nogle kommer til at betale en overpris for deres el, fordi målesystemerne måler forkert.
Adm. direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi afviser Jørn Bue Madsens fremstilling af sagen og understreger, at der endnu ikke er truffet nogen beslutning om fremtidens prisstruktur for solcelleanlæg.
Det skyldes først og fremmest, at lovforslaget ikke er endelig udformet, og at man i Dansk Energi ikke kender de prisberegninger, der ligger til grund for politikernes beregninger af tilbagebetalingstiden for et solcelleanlæg:
- Betalingen til elnettet er styret af en indtægtsramme, så vi får hverken flere eller færre penge af den konkrete regning, vi sender til solcelleejerne. Det handler ikke om at få flere penge, men at vi ifølge lovgivningen skal opkræve omkostningsægte tariffer. Det betyder, at kunden skal betale den omkostning, det er, at have adgang til det fælles elnet. Vi analyserer i øjeblikket lovforslaget, som endnu ikke er vedtaget. Derfor har vi heller ikke endnu taget stilling til nogen konkrete tal. Vi analyserer, men ser ingen store bomber foran os, siger Lars Aagaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad og afviser, at finansminisetr Bjarne Corydon som ejer af DongEnergy kan berige statskassen med større tariffer.
Aben videre
- Det er uladsiggørligt. Alle elselskaber overvejer i øjeblikket, hvordan vi samlet set skal håndtere solcelleejerne, så det er lovligt og fair. Det kan vi ikke give noget begavet svar på, før vi ved, hvilken solcelleordning, Folketinget vedtager, og vi kan heller ikke sige, om det påvirker tilbagebetalingstiden for dem, der vil købe solcelleanlæg idag, forklarer Lars Aagaard,
Han råder folk til at slappe lidt af med hensyn til investering i solcelleanlæg, til der er sket en afklaring af økonomien.
Licitationen - Byggeriets Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra finansminister Bjarne Corydon, men denne har ikke ønsket at kommentere anklagerne.