23948sdkhjf

Strammere klageregler ved udbud

Nye regler for klager over udbud sendt i høring
Erhvervs- og Vækstministeriet har sendt udkastet til den nye udbudslov i høring med svarfrist 21.januar hos blandt andre Dansk Byggeri og Håndværksrådet.

Udkastet bygger primært på anbefalinger fra den af regeringen nedsatte arbejdsgruppe, som har haft til opgave at analysere mulighederne for en generel forenkling og tilpasning af klagesystemet på udbudsområdet.

Lovudkastet indeholder blandt andet en forkortelse af klagefrister ved EU-udbud og indførelse af klagefrister ved klager over tilbudsloven. Indbringes en klage ikke inden fristernes udløb, vil den blive afvist.

Frister i tilbudslov

Samtidig indføres der som noget nyt frister for indbringelse af klager over tilbudsloven. Tilbudslovens regler finder anvendelse på offentlige indkøb af varer, visse tjenesteydelser og bygge- og anlægsopgaver, der ikke er omfattet af EU’s tærskelværdier.

Ved indførelse af klagefrister for klager over tilbudsloven, sidestilles klager over mindre anskaffelser efter tilbudsloven med klager over større anskaffelser efter udbudsdirektivet og forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Fast praksis

For det andet indeholder lovudkastet en præcisering af klagenævnets mulighed for at undlade at behandle en klage. Klagenævnet har i dag fast praksis for, at nævnet kan undlade at behandle en sag.

Men lovudkastet præciserer, at klagenævnet har mulighed for at undlade at behandle en klage eller afgøre den helt eller delvis. Med udkastet bliver det tydeliggjort, at klagenævnet eksempelvis kan afvise klager og påstande, som er udsigtsløse eller åbenlyst ubegrundede.

Uden virkning

Efter håndhævelsesloven kan klagenævnet erklære en kontrakt for "uden virkning" for allerede foretagne leverancer, hvor særlige forhold taler herfor, og hvis leverancerne kan tilbageleveres i væsentligt samme stand.

Efter udkastet vil det ikke længere være muligt at erklære allerede opfyldte leverancer for "uden virkning" og dermed stille krav om tilbagelevering af gennemførte leverancer. Sanktionen "uden virkning" for allerede foretagne leverancer har i forvejen et begrænset anvendelsesområde, idet der stilles krav om, at leverancerne skal kunne tilbageleveres "i væsentligt samme stand", og reglen har hidtil ikke været anvendt.

Utilfredshed

Allerede da anbefalingerne blev fremlagt i sidste uge, mødte de stor kritik fra Håndværksrådet.

- Det er tydeligt, at regeringen ønsker at nedbringe antallet af sager ved klagenævnet ved at skrue priserne i vejret. Og der er desværre ingen tvivl om, at det vil afskrække de små og mellemstore virksomheder fra at klage over urimeligheder i offentlige udbud, selv om de oplever, at der er sket urimeligheder. Risikoen for at blive afvist er der altid. Og den risiko har de ikke længere råd til at løbe, siger chefkonsulent og jurist i Håndværksrådet, Jeppe Rosenmejer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099