Forlig mellem Dansk Byggeri og 3F
Bygge- og anlægsbranchen har efter svære forhandlinger fået en to-årig overenskomst
Der er tale om et forlig, som lægger sig tæt op ad industriforliget og de andre store forlig, der hidtil er indgået - både hvad angår økonomi og indhold.
Derimod indeholder forliget ikke nye bestemmelser om, hvordan man i øget omfang sikrer overenskomstdækning af udenlandsk arbejdskraft og udenlandske virksomheder. Det er netop værn imod social dumping, som gennem det lange forhandlingsforløb har skilt parterne og givet anledning til indtil flere tænkepauser.
Stor afstand
De to parter kommenterer forliget i hver sin pressemeddelelse, hvor der især lægges vægt på det man ikke opnåede.
Byggegruppen er meget skarp i sine kommentarer:
-Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i 3F og blandt byggeforbundene i BAT havde sat næsen op efter at sikre lige vilkår og fair konkurrence gennem en højere grad af overenskomstdækning af udenlandske arbejdstagere og udenlandske virksomheder. 3F havde dermed en ambition om at styrke den danske model ved disse overenskomstfornyelser. Vi har desværre måttet konstatere, at Dansk Byggeri ikke har været interesseret i at medvirke til dette, siger gruppeformand Peter Hougård Nielsen..
Dansk Byggeri noterer, at ambitionen har været aftaler om øget fleksibilitet, værn mod brud på overenskomsterne og samling af en række overenskomster i en samlet byggeoverenskomst.
-Det er ikke lykkedes i det omfang, vi havde håbet på, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, der ikke lægger skjul på, at man gerne havde opnået mere i forhold til både udenlandsk arbejdskraft og fleksibilitet.
-Men vi må konstatere, at det ikke lykkedes at finde løsninger, der kan supplere de succesfulde 48-timersmøder, som vi fandt sammen om for to år siden. Der har været for stor afstand, når vi i den givne situation også må imødekomme danske virksomheders konkurrenceevne, siger han.