Jernbanebro bliver forsinket
MT Højgaard har konstateret et usædvanligt stort antal fejl i svejsningerne på broen, hvilket gør, at følgearbejdet er blevet udvidet, så produktet lever op til de stillede krav. Derfor kan vi desværre ikke følge den planlagte tidsplan.
På baggrund af denne yderligere markante forsinkelse vil Banedanmark først melde en ny dato for åbningen af togtrafikken ud, når udbedringen af fejl og mangler samt monteringen af broen er afsluttet og godkendt, skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.
- De hårdtprøvede nordjyder har krav på færdige løsninger og et endeligt resultat - nemlig at der igen kan køre tog over Limfjorden. Derfor sætter vi først en ny dato, når vi har sikkerhed for, at alle fejl og mangler er udbedret, og broen er monteret, så vi kan gå i gang med de afsluttende spor- og sikringsarbejder, siger Banedanmarks adm. direktør, Jesper Hansen.