23948sdkhjf

Idrætsbyggeri til alsidige formål

To markante byggeprojekter i Aalborg og Søllerød sætter nye standarder for alsidige idrætsfaciliteter, begge med maritimt islæt
Friluftsbadet i Aalborg skal fornyes og suppleres af et nyt Maritimt Center til idrætsforeninger, vandcenter og undervisning. Lokale og Anlægsfonden støtter nu en idékonkurrence for arkitekter, ingeniører og designere med 350.000 kroner.

De mange nye muligheder i Aalborgs havneområde betyder, at idrætsklubber har oplevet stor fremgang og har fået brug for større lokaler. Da det meget populære friluftsbad i bydelen Vestbyen samtidig trænger til en fornyelse, og Aalborg Kommune mangler et sted til afholdelse af vandsportskurser og formidling af viden om Limfjordens natur- og kulturhistorie, er det oplagt at samle foreningerne og formidlingen i et projekt, der også skal opfriske friluftsbadet.

Starten på projektet bliver en idékonkurrence for teams bestående af arkitekter, ingeniører og designere. Der bliver udvalgt tre til fem teams efter en prækvalifikation. De udvalgte teams udarbejder hver et forslag til fremtidens friluftsbad og maritime center, hvorefter et projekt udvælges og forventes fuldt opført i slutningen af 2015.

Idékonkurrencens deltagere skal aflevere forslag til, hvordan en multifunktionel bygning - evt. med mindre supplerende bygninger - kan rumme klub- og formidlingslokaler til Vinterbadeklubben Isbjørnen, Aalborg Vandcenter (en kommunal institution, der tilbyder kurser og aktiviteter i havkajak, kano, surfkajakker, kajakpolo, stand-up-paddleboards og meget andet), en nystiftet havkajakklub, lystfiskere, dykkere, friluftsbadets ansatte og brugere, ungdomsskolen og Limfjordscenteret.

Lokale og Anlægsfonden støtter afholdelsen af idékonkurrencen med 350.000 kroner. Samme beløb bidrager Aalborg Kommune med.

- Idékonkurrencen og det efterfølgende projekt kan bygge videre på Lokale og Anlægsfondens erfaringer med etablering af havnebade og vandsportsanlæg med mange forskellige brugergrupper. Borgerne i Aalborg sætter stor pris på at være aktive på og i Limfjorden og det ekstra element af natur- og kulturformidling er med til at gøre projektet til noget særligt, der ikke er set tidligere, siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden

Triatlon bliver bredere

Fonden har desuden medvirket til udviklingen af landets første såkaldte støttepunkt for triatleter og går nu ind i projektet med 510.000 kroner. Støttepunktet bliver opført ved Søllerød Sø i Rudersdal Kommune, og bliver også tilgængeligt for udøvere af andre idrætsgrene og friluftsfolk som for eksempel ornitologer.

Triatlon er ikke længere en idræt kun for de stærkeste og mest udholdende idrætsudøvere. Det er på vej til at blive en bredere funderet idrætsgren, hvor distancerne i svømning, cykling og løb kan skaleres, så flere kan være med. Triatlonforbundet oplever nærmest eksplosiv vækst i medlemstallet, og dertil skal lægges, at mange udøvere af triatlon ikke er medlemmer af foreninger eller det landsdækkende forbund. De er med andre ord selvorganiserede idrætsudøvere.

I området omkring Søllerød Sø planlægger Rudersdal Kommune at anlægge en triatlonrute der skal være det sidste skud på stammen af en række rekreative ruter der knytter sig til RudersdalRutens Univers. TriRuten vil både imødekomme de organiserede og de selvorganiserede triatleters behov for et træningsområde, hvor der nemt kan skiftes mellem de tre discipliner, som triatlon består af. Et populært tiltag, men ruten manglede et sted, hvor triatleterne for esempel kunne opbevare løbeskoene og stille cyklen under svømmetræningen. Derfor blev Lokale og Anlægsfonden involveret i udviklingen af en ny type idrætsfacilitet: Støttepunktet til triatlon.

Støttepunktet til triatlon ved Søllerød Sø bliver det første eksempel på, hvordan den type idrætsfacilitet kan se ud. Projektets arkitekter har skabt et byggeri med kubiske former, der kan sammensættes forskelligt alt efter omgivelserne. Ved Søllerød Sø bliver det gjort på én måde, et andet sted kan arkitekternes projekt sættes sammen på en anden måde, der passer bedre til omgivelserne.

Ved Søllerød Sø bliver støttepunktet opført i robust lærketræ, der passer godt til placeringen ved søbredden og skaber behagelige og varme opholds- og aktivitetsflader. I alt kommer projektet til at koste 1 mio. kroner. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 510.000 kroner. Rudersdal Kommune bidrager med 325.000 kroner. Projektet er tegnet af Primus Arkitekter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079