23948sdkhjf

Videnpiloter kan skabe væksten

57 procent af de mindre virksomheder ved ikke, at de kan projektansætte en akademiker med tilskud fra det offentlige. Og derfor heller ikke, at videnpilotordningen er en succes, som regeringen nu skyder et trecifret millionbeløb i
Virkeligheden i mindre virksomheder i dag er i høj grad kommet til at handle om overlevelse.

Dermed er der sat gang i en negativ spiral. For midt i en krisetid, hvor kunderne ikke længere kommer af sig selv, er der i de små og mellemstore virksomheder mere end nogensinde brug for fokus på eksempelvis salg, strategisk planlægning og produktudvikling - områder, som kun sjældent er mesters egen yndlings kop te.

Hvad 57 procent af de mindre virksomheder ikke ved er, at den ekstra ressource og det kompetenceløft, der måske skal til for, at det hele ikke drukner i ren brandslukning, kan komme i form af en projektansat akademiker.

I den såkaldte videnpilotordning kan små og mellemstore virksomheder få tilskud fra det offentlige til at ansætte en højtuddannet.

Produktet er ikke nok

Ordningen har kørt siden 2005. Alligevel har mere end halvdelen af virksomhederne end ikke hørt om den, kan Dansk Industri konstatere i en rapport fra i år. Som helt i overensstemmelse med effektmålinger, CBS har foretaget, også fastslår, at videnpilotordningen er en succes.

To ud af tre videnpiloter ender med at blive fastansat i virksomheden. Desuden kan man dokumentere, at de virksomheder, der har gjort brug af ordningen, har fremgang i produktiviteten og en merfortjeneste på 1,1 mio. kroner sammenlignet med de virksomheder, der ikke har brugt ordningen.

Ifølge cheføkonom i Dansk Erhverv Bo Sandberg er de mindre virksomheder nødt til at indse, at produktet ikke længere er nok. Indpakning, udvikling og service er i høj grad svaret på den krise rigtig mange af dem befinder sig midt i, mener han.

- Der er en stor klump af efterspørgsel, som er faldet bort. Men selv i et nedadgående marked er der jo nogle der klarer sig udmærket. Vores klare indtryk er, at det er dem, som mobiliserer de ekstra ressourcer til at professionalisere forretningen, som er vinderne, siger Bo Sandberg.

Et andet blik

Chefkonsulent i Håndværksrådet Dorte Kulle forudser, at den øgede bevilling vil have en markant effekt.

- Videnpiloterne kan hjælpe virksomhederne med den udvikling, som er så afgørende i en krisetid. Når konkurrencen øges, og efterspørgslen bliver mindre, kan man ikke forsætte med standardprodukter, som om intet var hændt. Man er nødt til at lægge sig i selen og udvikle særlige ydelser og produkter, siger Dorte Kulle.

Når der ikke er tegn på, at det danske marked bliver større lige med første, mener hun, det er afgørende, at virksomheder fokuserer på forretningsudvikling og ledelse.

- Akademikere har ofte en anden forståelse for markedet og et nyt blik på forretningen, som mester ikke har. Og så kan de have kompetencer inden for sprog og markedsføring, som er helt nødvendige, hvis virksomheden overvejer nye eksportmarkeder, siger Dorte Kulle.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09