23948sdkhjf

Råhus-tilbud sprænger midtjysk sygehusbudget

Tilbud på råhusentreprisen på Gødstrup-sygehuset ligger væsentligt over budgettet
Udbuddet af en af de største enkeltentrepriser på det midtjyske supersygehus uden for Herning, DNV-Gødstrup, risikerer at skulle gå om.

Det er en konsekvens af, at de indkomne tilbud på råhusentreprisen på sydfløjen er “væsentligt" over budgettet.

Sygehusbyggeriets projektdirektør Michael Hyllegaard oplyser til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at kun tre af fem prækvalificerede entreprenører bød på entreprisen.

- Laveste pris af de tre er ikke uvæsentligt over budgettet, siger han uden at ville sætte størrelse på misforholdet mellem pris og budget.

Han vil heller ikke uddybe baggrunden for, at blot tre af de prækvalificerede valgte at komme med tilbud.

Han oplyser, at man netop nu i samarbejde med bygherrerådgiver blandt andet analyserer, om der ligger misforståelser til grund for misforholdet mellem budget og tilbud.

- Inden for et par uger skal vi træffe en afgørelse, men dybest set er der kun to muligheder: Enten finder vi de flere penge i forhold til budgettet, eller også må udbuddet gå om. Det bliver formentlig også konsekvensen, hvis vi eksempelvis bliver nødt til at skære i antallet af kvadratmeter, for så bliver det jo noget andet end det, vi udbød. Vi kan ikke gå ind i forhandlinger med entreprenørerne. Det tillader udbudsreglerne ikke, siger Michael Hyllegaard.

Mere elmentbyggeri

Entreprisen består af cirka 45.000 kvm råhus fordelt på såvel in situ-arbejder og betonelementleverance og -montage. Siden arbejdet blev udbudt i foråret er fordelingen mellem in situ og elementbyggeri ændret, så godt to tredjedele af entreprisen nu bliver i form af elementbyggeri.

Entreprisen består desuden af stålkonstruktioner i etagedæk og tagdæk samt leverance og montage af præfabrikerede badekabiner.

Efter planen skulle der været skrevet kontrakt på entreprisen senest 31. oktober i år. Det er ikke længere realistisk, erkender Michael Hyllegaard.

DNV-Gødstrup er et af de nye supersygehuse med kvalitetsfondsmidler. Region Midtjylland er bygherre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089