Arkitektonisk klang af tryghed
Ny kræftrådgivning har arkitektonisk ramt en tone af tryghed og åbenhed, mener direktøren i Kræftens Bekæmpelse
Centeret er udformet som en sammenhængende klynge af syv små huse omkring to grønne uderum, og hvert hus har sin egen specifikke funktion.
Tilsammen udgør de et sammenhængende forløb af forskellige rum såsom bibliotek, køkken, samtalerum, lounge, værksteder, træningsrum, wellness mm. Tilsammen tilbyder huset en bred vifte af forskellige rum til uformel rådgivning og samvær med fokus på brugernes komfort og velvære. En varierende taghøjde og materialebrug betyder, at bygningen får sit helt eget arkitektoniske præg, der tydeligt adskiller det fra de omgivende hospitalsbygninger.
Med placeringen af kræftrådgivningen tæt på hospitalets kræftafdeling er der lagt op til et tættere samarbejde mellem hospitalspersonalet og Kræftens Bekæmpelse.
Det kan være med til at sikre kræftpatienter fra Sydsjælland og Sydhavsøerne endnu bedre behandlings- og rehabiliteringsforløb.
Åbner i foråret 2013
Det første spadestik i byggeriet vil efter planen blive taget i august, og allerede i foråret 2013 forventer Kræftens Bekæmpelses ansatte og de mange frivillige i Næstved at kunne byde kræftpatienter og pårørende velkommen i den nye kræftrådgivning.
Leif Vestergaard Pedersen, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, er begejstret over det nye projekt, som arkitektonisk har formået at ramme en tone, hvor tryghed og åbenhed er i centrum.
- Det hus, vi bygger, vil føles hjemligt og rart og give rum til alle former for liv. Rådgivningen kommer til at ligge ganske tæt på hospitalet. Det vil gøre det nemt for kræftpatienter og pårørende at komme forbi til en kop kaffe og måske en snak mellem behandlingerne, hvor de kan hilse på de frivillige, tale med vores professionelle rådgivere og deltage i aktiviteter, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Hans Peter Svendler, direktør i Realdania siger:
- Vinderprojektet har i særdeleshed et meget overbevisende bud på, hvordan en rådgivning kan indrettes, og vi ser frem til at se det færdige hus.